Universiteter

Få overblik over hvor og hvad du kan læse
Portræt af EDU-studerende Anne, Queensland University of Technology (QUT), Austr

Impulstanke sendte Anne til Australien

Det var en impulstanke, der fik 24-årige Anne Poulsen til at kontakte EDU. Hun ville til Australien og læse et semester, og pludselig var det gået op for hende, at det kun kunne lade sig gøre på 5. semester. Udfordringen var bare, at det var lige om hjørnet.

En aften i maj måned 2011 sad Anne Poulsen og surfede på internettet. Hun havde længe haft en drøm om at komme til Australien. Hun havde hørt godt om både naturen, vejret og australierne, og ville derfor gerne opleve landet på egen hånd.
EDU dukkede op i søgeresultatet, og Anne fik lyst til at rejse af sted og læse et semester af sin danske uddannelse i Australien.
Til daglig læser hun Global Sundhed og Ernæring på VIA University College i Aarhus. På daværende tidspunkt var hun allerede tre år henne i uddannelsen, og det gik op for hende, at hun skulle rykke med det samme, hvis drømmen om at læse i udlandet skulle gå i opfyldelse.
- 6. semester er reserveret til praktik, og på 7. semester skal jeg skrive bachelorprojekt, så der var kun 5. semester tilbage, fortæller Anne Poulsen.

Impulstanken krævede hurtig behandling

Studieåret i Australien er anderledes opdelt end i Danmark, og der var derfor kun to måneder til studiestart i Australien, da Anne impulsivt besluttede sig for at kaste sig ud i projektet. Hun kontaktede først sin egen skole for at finde ud af, om de kunne hjælpe hende, men de havde kun kontakt til skoler i Tyrkiet og Kina. Derfor kontaktede Anne EDU. Både her og på studiet i Århus fik hun at vide, at hun var meget sent ude. Normalt anbefaler EDU, at man begynder at planlægge sit udlandsophold minimum seks måneder før, man vil af sted.

En uge til at forberede sig på afrejse

Selvom fristerne for længst var overskredet, lykkedes det alligevel at få Anne optaget på et universitet i Australien. Den besked fik hun to uger før, hun skulle rejse fem måneder til Australien, og mens hun stod i Københavns lufthavn på vej på en uges ferie med sine veninder. Hun tog af sted på ferie alligevel, så da hun kom hjem, havde hun kun en uge til at forberede sig mentalt, sige farvel til venner og familie samt skaffe alle de relevante papirer.

- Det var den mest stressede uge i mit liv. Jeg sad oppe om natten for at Skype med dem i Australien. Men det lykkedes jo, siger Anne Poulsen.

Anne kom af sted og forude ventede et både hårdt og lærerigt semester på Queensland University of Technology (QUT) i storbyen Brisbane.  

Jeg oplevede, at niveauet var højere på QUT end hjemme i Danmark, fortæller Anne og siger samtidig, at hun aldrig har haft så travlt over en så lang periode som under sit studieophold i Brisbane.
- Hjemme i Danmark kan man jo godt gå og dalre den lidt i løbet af semestret og læse det hele op til sidst, men på QUT var der 16 mini-eksamener i løbet af semestret, så man var under konstant pres, fortæller Anne.
Anne oplevede, at hun som dansker var mere selvstændig i sin tilgang til studiet end mange af de andre internationale studerende, og det viste sig at være en fordel.

- Vi er jo vant til at holde oplæg og fremlægge mundtligt. De andre kunne slet ikke forstå, hvordan vi kunne gøre det uden at læse op fra vores papirer, siger Anne Poulsen.

Annes bedste beslutning nogensinde

Alt i alt står den impulsive beslutning sidste forår, som en af de bedste, Anne nogensinde har taget. Udover studierne har mødet med mennesker fra mange forskellige lande også gjort et stort indtryk på hende.

- Jeg boede i et internationalt hus og lærte derfor meget om andre kulturer og lande. Efter jeg er kommet hjem, har jeg reflekteret over danskerne, og hvor heldige vi er i Danmark. Det er en oplevelse, jeg aldrig vil glemme, fortæller Anne Poulsen, der nu er tilbage i Aarhus, hvor hun er startet i praktik.

Se Annes fotos fra Australien

På EDUs Facebook kan du se Annes billeder fra opholdet i Australien.

Skrevet af Anni Lyngskær

Kontakt os

EDU’s vejledning er gratis og uforpligtende.
Så kontakt os endelig!
Indsend formularen eller ring til os på 70 20 28 24.
Tjek åbningstider her.

Hvilken type ophold?
Ønsket studiestart
Jeg er ikke en robot Read more
To prevent bots, crawlers and similar malicious digital agents to spam and misuse webforms, a special checkbox like this can help to block such agents.