Portræt af Simon, University of Hull, England

Få en bredere faglig vinkel med et semester på University of Hull

En længsel efter at leve under andre himmelstrøg og at opleve et andet land end Danmark indefra har fået 25-årige Simon Wessel til at erstatte et semester af sin kandidat på civilingeniørstudiet på DTU med et semester på University of Hull tæt på Englands østkyst.

”Det kunne være fedt at læse et andet sted end på et teknisk universitet som DTU. Jeg har gået på den samme uddannelse med de samme mennesker i nogle år og havde brug for at skifte det vante ud, til at få lov til igen at begynde fra bunden. Du bygger en hverdagsvane op, som bliver brudt ned, når du flytter til et nyt land og skal indfinde dig i andre rammer. Det er ikke et fuldstændig andet liv, men min dagligdag er blevet ændret. Lige pludselig skal jeg igen lære, hvordan jeg tilpasser mig og får det hele til at fungere et nyt sted. Det er fedt at opleve og har været en meget stor motivation for mig”, fortæller Simon.

Det gik meget hurtigt for Simon at blive optaget på universitetet. I september sidste år besluttede han sig for at ville afsted i det nye år. EDU havde netop indgået en aftale med University of Hull, hvor Simon kunne begynde allerede i februar måned 2014. Og det passede ham fint ikke at tage om på den anden side af jorden.

”Jeg har en kæreste hjemme i Danmark og synes, at fire måneder er for lang tid at være væk fra hinanden. Fordelen ved at studere i England er, at det ikke tager mig mere end otte timer fra dør til dør – det gør det muligt at komme hjem på besøg.”

En udvidet faglig profil

Inspireret af et obligatorisk enkeltkursus på DTU fik Simon lyst til at udvide sine faglige kompetencer. Hvor Simon i Danmark læser til civilingeniør på linjen ‟Matematisk Modellering og Computing”, har han som study abroad-studerende på University of Hull valgt at læse tre Management fag; International Business Environment and Strategy, Business Project Management og Risk Management.

”Management giver mig en anden vinkel på min uddannelse. Jeg føler ikke, jeg mangler matematisk viden i forhold til min karriere som ingeniør, men til gengæld giver management-fagene mig nyttig teoretisk viden om det at drive forretning. I forhold til arbejdsmarkedet tror jeg, det er attraktivt for en kommende arbejdsgiver, at min profil ikke kun er teknisk, men at jeg også har kompetencer inden for andre felter – det er et godt signal at sende.”

De seneste to år har Simon haft studiejob i Dong Energy, og med sine fag inden for management kan han bygge teoretisk viden oven på sin praktiske erfaring med at arbejde i en stor virksomhed.

”Det er virkelig motiverende at opleve, hvordan det hele giver meget bedre mening nu, hvor jeg kender teorierne bag eksempelvis projektledelse – det kan jeg relatere til et projekt, jeg har været på i Dong Energy. Blandt andet kan jeg se, hvordan vi i Dong Energy brugte værktøjerne til de forskellige projektdele – den måde vi arbejdede på, holdt styr på de involverede personer på og håndterede konflikter på. Det er rigtig fedt at lære om ting, jeg har arbejdet med på Dong Energy, og at jeg helt konkret kan se, hvor jeg kan bruge min viden henne, når jeg kommer tilbage.”

Optimale studieforhold og forberedelse til international karriere

Sammen med fem andre internationale udvekslings­studerende deler Simon en studielejlighed, der ligger kun fem minutter fra universitets hovedcampusi byen Kingston Upon Hull.

”Campus er mega fedt! I forbindelse med en renovering af biblioteket er der kommet fem etager ovenpå med vinduer hele vejen rundt. Det giver en kanon god udsigt, og det er superfedt, at man kan se ud over hele universitetets område, når man studerer. Indenfor er der lækker møblering, og det er alt sammen med til at give et godt miljø at læse i, så jeg tager tit derover for at lave skolearbejde. Der er masser af læsepladser, computere til alle, mange strømstik til folks egne computere – man kan virkelig mærke, at universitet har gjort meget ud af, at biblioteket skal fungere som et godt til at studere.”

Simon afslutter semestret på University of Hull i juni måned, hvorefter specialet og studiejobbet i Dong Energy venter hjemme i Danmark. Han leger med tanken om senere hen at arbejde i udlandet, og i den forbindelse spår han, at opholdet vil komme ham til stor gavn.

”Det at få en hverdag til at fungere med ting som at skrive sig ind til lægen, oprette bankkonto, håndtere problemer i lejligheden, indmelde sig på universitetet – alt det giver mig meget, som jeg kan bruge senere. Hvis jeg vil arbejde i udlandet, kan jeg vise, at jeg har erfaring med at finde mig til rette i et nyt land og få det til at virke.”

Simon roser University of Hull, hvis engagement og indsats over for de internationale studerende har haft væsentlig indflydelse på hans oplevelse af at læse i udlandet.

”Jeg er sindssygt glad for at være afsted! I begyndelsen var jeg lidt i tvivl om, hvad jeg skulle forvente i forhold til at tage alene afsted og ikke kende nogen. Hull har været rigtig gode til at opstille muligheder for at finde en omgangskreds, og de er rigtig søde til at hjælpe os internationale med nærmest alt. Hull har været gode til at få det hele til at foregå smooth, hvilket har gjort min oplevelse af at rejse over til noget fremmed og ukendt rigtig god”, forklarer Simon.

 

Af Christel Damsbo-Madsen Shymko