Månedens universitet: Queensland University of Technology i Brisbane, Australien
Pulserende storbyliv, lækkert vejr og smuk natur – Brisbane har det hele! Et subtropisk solskinsklima gør livet let at leve i Australiens tredjestørste by, der bebos af knap 2 millioner tilbagelænede livsnydere. Brisbane har alt, hvad en storby skal have af små skæve cafeer, gallerier, trendy shoppinggader og lækre restauranter plus en Bounty-strand i midten af det hele.
Undervisningen i højsædet
I denne by ligger også Australiens hurtigst voksende research-universitet, Queensland University of Technology (QUT). 40.000 studerende, heraf 7000 internationale studerende fra 100 forskellige lande, har valgt at studere på QUT. Universitet lægger stor vægt på praksisorienteret undervisning og er meget fokuseret på at samarbejde med verden udenfor. Dette gør QUT til et internationalt og moderne universitet, der i høj grad lever op til sit eget slogan om at være ”A university for the real world”. QUT’s business-fakultet har som det eneste i Australien opnået tredobbelt international akkreditering (AACSB, EQUIS og AMBA), og universitetets lærerstab, der har vundet adskillige priser, tæller blandt andet en nobelprismodtager. Camilla fra DTU læste i efteråret 2011 et semester på QUT og var meget begejstret for undervisningsmiljøet. ”Selve stemningen på QUT er rigtig god blandt studerende og undervisere. Der er et afslappet forhold, man kan spørge om alt, og jeg har aldrig haft så engagerede og entusiastiske undervisere, som jeg havde i Australien på QUT,” fortæller hun.
Studiefaciliteterne er helt i top
QUT består af tre forskellige campusser: Gardens Point og Kelvin Grove, der ligger inde i Brisbane og Caboolture, der ligger nord for byen. På Gardens Point campus er QUT ved at færdiggøre deres nye ’Science and Engineering Centre’. Et projekt til mange hundrede millioner, der skal facilitere QUT’s forskning inden for klimaforandringer og global bæredygtighed og forventes at stå færdigt i slutningen af 2012. Louise fra CBS var under sit ophold også virkelig tilfreds med de fysiske rammer på QUT: ”Faciliteterne på skolen, især biblioteket, var utrolig lækre. Der er en IT help desk, der på et tidspunkt sad to timer for at prøve at fixe min computer - hvilket til sidst lykkedes. Yderligere er der også Language and Learning Advisers, der kan hjælpe med at rette dine skriftlige opgaver igennem inden aflevering.” Her kan du få en guidet rundvisning på campus af Stacey fra QUT’s internationale kontor.
Australien når det er bedst
Brisbane ligger i et naturskønt område og QUT’s campus er ingen undtagelse. ”Universitetet er utroligt smukt. Du kan holde dejlige pauser i den botaniske have, hvor universitetet praktisk talt ligger midt i, ” fortæller Camilla. Fra Brisbane kan man udforske mageløse nationalparker, og de verdensberømte strande på Gold Coast er kun en time væk.
Danske studerendes oplevelser
Under QUT’s profil kan du se mere om danske studerendes erfaringer fra universitetet og se deres flotte billeder fra Brisbane.
Se en video med Allan, der har læst et semesters matematik på QUT.
