Nyt business-program på Yucatan, Mexico
Nu kan du læse et spændende business-program, et semester på bachelor-niveau, på Mexicos fantastiske Yucatan-halvø.
EDU's samarbejdsuniversitet, Tec de Monterrey har lavet et nyt "Certificate Program in International Business", der foregår i byen Merida, der ligger på Yucatan-halvøen i Mexico. Programmet varer et semester (august-december) og består af 5 faste Business-relaterede fag på bachelorniveau. Fagene er:
- International Negotiations
- Enterprise and Business in the World
- Legal Framework of International Trade I
- International Markets Intelligance I
- International Strategic Management
Merida-programmet starter op til efterårssemestret 2012.
Ud fra EDUs eget grundige kendskab til Mexico, ser vi nogle klare grunde til at overveje programmet:
- Merida er en fantastisk by. Det er en af de ældste i Mexico - en kolonial by der emmer af historie. Her finder du "det rigtige Mexico".
- Yucatan-halvøen rummer nogle af de smukkeste strande i Mexico, og det er et af de steder, som mange studerende efterspørger som studiedestination.
- Merida er meget tryg og en af de byer med laveste kriminalitetstal i Mexico.
- Når du gennemfører programmet får du et 'Certificate', dvs. lidt ekstra med hjem i stedet for "bare" et transcript fra universitetet for et semester (det kan man i øvrigt også få på Tec de Monterrey i Monterrey!).
- Det udstedte 'Certificate' er fra Tec. de Monterrey, Monterrey Campus, så selvom du studerer i Merida, er niveauet og dit endelige diplom stadig fra et af Latinamerikas absolut bedste universiteter.
- Udover de faste fag har du mulighed for at tage spansk-kursus på universitetsniveau samt deltage i diverse ekskursioner for at lære området bedre at kende.
For at kunne få Udlandsstipendium med kræver det, at dit studienævn godkender fagene, så det er værd at undersøge.
Du kan ringe til EDUs vejledere på 70 20 28 24 eller send en email til vejledning@edu-danmark.dk for at høre mere om programmet.
