Månedens Universitet: James Cook University, Australien

30. august, 2013

Er du til skøn natur og mindre til storbyliv, så er solskinsstaten Queensland måske noget for dig? Queensland kombinerer Australiens bedste klima med landets laveste leveomkostninger og 7400 kilometer kystlinje, der gemmer på nogle af verdens flotteste strande.

I Queensland ligger James Cook University (JCU), der er et mindre universitet med campusser i byerne Townsville og Cairns. Universitetet har også et campus i den multikulturelle millionby Singapore. Campusserne i Australien ligger i enestående natur med regnskove, rev, dyreliv og vandfald næsten i universitetets baghave. 

Internationale oplevelser på JCU

JCU tilbyder over 300 uddannelser på de to campusser i Australien, og universitetets 20.000 studerende kommer fra mere end 100 forskellige lande. Sammensætningen af studerende fra hele verden skaber et unikt læringsmiljø, som alle de studerende, EDU har hjulpet af sted, fremhæver som noget af det bedste ved at studere på JCU. Anne Mette, der har studeret på JCU, roser universitetets internationale kontor. ”Fra første dag afholder de mange gratis og samlende arrangementer, så de internationale studerende hurtigt føler sig hjemme. Det gør også, at man hurtigt får et netværk”. 

Samtidig er JCU ranket i top fire procent af verdens bedste universiteter, af Institute of Higher Education, og opretter hvert år nye programmer for at være mere attraktive for kommende studerende. 

Studér midt i enestående natur

På JCU danner forelæsningssale, laboratorier og klasselokaler ikke den eneste ramme for undervisningen. De australske campusser er beliggende tæt på nogle af verdens mest fantastiske naturområder. Line, der har læst et semester på JCU, fortæller begejstret, ”at universitetet er kendt for dets fantastiske feltture, som tager de studerende ud i det virkelige Australien”.

Flere af de studerende, EDU har hjulpet af sted til JCU, fortæller, at universitet er ideelt for biologistuderende. Blandt andet beskriver Nathalie, der har læst marinbiologi på JCU, at ”underviserne er førende indenfor deres interesseområder og med the Great Barrier Reef i baghaven, og et spændende udvalg af eksotiske fag, er JCU et oplagt valg for biologistuderende”. 

De studerende i fokus

Undervisningsmiljøet på JCU har de studerende i fokus med små klasser, lydhøre og tilgængelige professorer og professionelle vejledere. Rikke, der har læst på JCU, fortæller, at ”lærerne er interesserede og kender de studerende”. 

Danske studerendes oplevelser

Under JCU’s profil kan du læse mere om danske studerendes erfaringer fra universitetet. Du kan også se videoer fra campus, byen og med studerende på JCU. 

Du kan også læse interviews med Katrine eller Stine, der begge har læst et semester af deres uddannelse på JCU. 

Mød JCU til EDU Days

Til EDU Days den 16. -18. september har du mulighed for at møde en repræsentant for universitet, og høre om, hvilke muligheder JCU tilbyder indenfor din studieretning.