Månedens universitet: University of Melbourne, Australien
University of Melbourne, Australiens højest rankede universitet, har også noget nær Australiens bedste beliggenhed midt i storbyperlen, Melbourne. Her studerer mere end 45.000 studerende fra 129 forskellige lande, mens de suger førsteklasses undervisning til sig i et fantastisk inspirerende miljø.
Universitet med mange muligheder
University of Melbourne er en af Australiens mest innovative institutioner – altid først med banebrydende forskning og på forkant med den teknologiske udvikling. Dette smitter naturligvis også af på undervisningen, som universitetet vægter utroligt højt. Maja, der har læst et semester i molekylær biomedicin, fortæller: ”University of Melbourne har de mest dedikerede forelæsere, jeg har mødt. De er meget nede på jorden og er mere end glade for at svare på spørgsmål.”
For study abroad studerende har University of Melbourne fokus på at tilbyde spændende og varierede studieoplevelser. Der er både mulighed for at deltage i forskningsprojekter, lave frivilligt arbejde og tage på udforskende ekskursioner til det centrale Australien; alt sammen som en pointgivende del af undervisningen. Michael, der i efteråret 2012 læste et semester på universitetet, oplevede også University of Melbournes kvaliteter: ”Universitetet har et højt niveau, meget universitetsliv og mange muligheder for udlandsstuderende”.
Oplev et fantastisk studieliv
Selvom det faglige niveau er højt på University of Melbourne, lægges der også vægt på, at de studerende skal prioritere det sociale liv. Med næsten 50.000 studerende, fordelt på 7 campusser i Melbourne og omegn, er der altid gang i den. Michael, der har læst på universitetet, fortæller, at der på University of Melbourne er: ”et helt fantastisk studieliv, hvor der dagligt er livemusik, optrædener og et hav af små hyggelige caféer”. Derudover er der gratis barbeque mandag, tirsdag og onsdag samt engelsk morgenmad om onsdagen.
Alle de studerende, der vender tilbage fra et ophold på University of Melbourne, anbefaler nye studerende at melde sig ind i så mange studenterklubber som muligt. Og University of Melbourne bugner af dem. Der er alt fra den meget velfungerende Exchange Club til det sofistikerede Wine Society og Debating Society.
Beliggenheden er i top
Ud over et højt akademisk niveau og et levende studenterliv har University of Melbourne også beliggenheden på sin side. Universitetets hovedcampus, Parkville, ligger inde i midten af Melbournes Central Business District i gåafstand til alt det fede Melbourne har at tilbyde af caféer, vinbarer, graffitigader og koncertsteder.
Det er ikke kun beliggenheden, der er i top. Også den australske befolknings meget venlige og snaksaglige tilgang til livet, er det, som de studerende, EDU har hjulpet af sted, bemærker. ”Vendingen ’no worries’ bliver flittigt brugt, og den australske befolkning er meget imødekommende og interesseret i at snakke med internationale studerende,” fortæller Michael, der har læst på universitetet.
Melbourne ligger også godt placeret i forhold til mange af de mest attraktive rejsedistinationer. ”Melbourne ligger i staten Victoria, som har meget at byde på: fx den fantastiske kystvej Great Ocean Road og vindistriktet Yarra Valley. Det er med andre ord nemt at komme ud og se en masse forskellige ting i weekenderne og rigtig komme til at opleve stedet, man har valgt at studere,” fortæller Linnette, der har læst på Unievrsity of Melbourne.
Danske studerendes oplevelser
Under University of Melbournes profil kan du læse mere om danske studerendes erfaringer fra universitetet. Du kan også se videoer fra campus, byen og med studerende på University of Melbourne.
Du kan desuden læse interviews med Thea, der i efteråret 2013 læste et semester på universitetet, Helena, der læser en hel kandidat på University of Melbourne og med Maja, der har læst et semester på universitetet.
Mød University of Melbourne til EDU Days
University of Melbourne var repræsenteret til EDU Days den 3-5 marts 2014 i København, Odense og Aarhus.
