Spændende nyt fra RMIT og University of Newcastle

7. november, 2012

Karin, EDUs Manager of International Relations, besøgte i oktober flere af vores partneruniversiteter i Australien – blandt andet vores to nyeste australske partnere: Royal Melbourne Institute of Technology (RMIT) og University of Newcastle. Det har en høj prioritet for EDU, at vi jævnligt besøger vores partneruniversiteter, så vi hele tiden kan vejlede studerende bedst muligt.
Både RMIT og University of Newcastle byder på spændende faglige udfordringer, men er meget forskellige – det vil Karin gerne fortælle lidt mere om og vise billeder af.

RMIT - i top med undervisning, teknologi og studieforhold

RMIT’s hovedcampus ligger midt i Melbourne og er karakteriseret ved at være et rigtigt storbycampus med mange flotte og arkitektonisk spændende bygninger. RMIT har blandt andet lige åbnet en helt ny bygning, Swanston Academic Building, der er designet til fuldstændigt at fokusere på de studerende og deres behov, med mange mødelokaler, små oaser, kaffebarer og sågar arkivskabe med bærbare Mac's til fri afbenyttelse.

Generelt har de studerende på RMIT nogle fantastiske studieforhold, hvor både de fysiske og de tekniske faciliteter er helt i top. Hvis du vil læse fag inden for medie og kommunikation eller design og arkitektur, så har du ikke blot nogle af de bedste undervisere inden for områderne, men også adgang til den sidste nye teknologi og de bedste studieforhold.

University of Newcastle - stort fagudbud i smuk natur

University of Newcastle er der en helt anderledes stemning end på RMIT. Hvor RMIT er et citycampus karakteriseret af spændende og avancerede bygninger, så er University of Newcastle nærmere et bushcampus, der tager helt andre virkemidler i brug. Universitetet ligger midt i 120 hektar oprindeligt australsk bushland og er overvældende smukt. Campus er meget grønt og kendetegnet af en overflod af eukalyptustræer, hvor man kan være heldig at se en koalabjørn. Byen Newcastle er omkranset af fantastisk natur og ikke mindst skønne strande og det lækre vinområde Hunter Valley. Subtropisk klima og mangfoldigt kultur- og natteliv kendetegner Newcastle, der ifølge Lonely Planet er blandt de ti fedeste byer i verden. Fagudbuddet er bredt og varieret, så uanset om du har lyst til at læse business, engineering eller filosofi i naturskønne omgivelser, kunne University of Newcastle være noget for dig.

Se Karins billeder fra RMIT og Newcastle