Månedens universitet: QUT - Queensland University of Technology
Er du typen, der bliver lidt træt, når du ikke kan komme online på campus eller ikke kan få afleveret dine opgaver til tiden, fordi systemet atter er nede? Eller er du bare en teknologinørd, som vil være omringet af den nyeste teknologi? Så er QUT stedet, hvor du skal studere. Måske næste semester?
Få praktisk erfaring og kontakt til erhvervslivet i Brisbane.
QUT ligger i centrum af Australiens tredje største by – Brisbane, hvor du kan opleve et pulserende storbyliv samt et stort erhvervsdistrikt. QUT arbejder tæt sammen med erhvervslivet i Brisbane, og du får derfor mulighed for at knytte tætte kontakter. Det er en stor mulighed for at forøge dit netværk uanset om du læser IT, Design eller Virksomhedsstrategi. QUT leverer simpelthen kontakterne, så du får praktisk erfaring ud af dit ophold på universitetet. QUT er flere gange blevet anerkendt for deres dygtige og engagerede undervisere, som virkelig formår at koble teori med praksis.
Frokost i Botanisk Have?
Brisbane er mere end bare en storby med skyskrabere og mænd i jakkesæt. Brisbane har nemlig en fantastisk smuk Botanisk Have, som ligger lige ved siden af QUT. Hvis du har behov for at komme væk fra QUTs højteknologiske lokaler, eller bare gerne vil spise frokost med en af dine 45.000 medstuderende, så er haven et godt gemmested i frokostpausen. Og hvis du trænger til en lille overspringshandling - så ligger der en strand midt i Brisbane med udsigt til QUT.
Hurtig adgang til resten af Australien
Selvfølgelig er du taget til Australien for at studere et semester, men hvorfor ikke udnytte muligheden for at opleve resten af Australien? I Brisbane har du nem adgang til at rejse ud og opleve Australien, hvad enten du vil en tur i Outbacken eller du vil dykke ved Great Barrier Reef. Hvis du er den rejselystne type, som elsker moderne teknologi, der bare virker, så er QUT en oplagt mulighed for dig. Du får nemlig både et seriøst studie, gode kontakter til erhvervslivet og (utrolig) gode muligheder for at udforske resten af Australien eller sågar resten af verden.
Skal du studere på QUT?
Lyder QUT som et sted, du har lyst til at tilbringe et semester (eller to)? Find information om ansøgningsprocessen til QUT eller få mere inspiration fra portrættet af Kristine Lyck Dreehsen, som lige nu studerer på QUT.