Universiteter

Få overblik over hvor og hvad du kan læse
Tobias på studieophold i Australien

Surfing og selvtillidsboost i Sydney

Tobias er blevet fan af Sydney. Han har været i byen i to måneder for at studere på Macquarie University. Da EDU møder ham over Skype, har han sit webcam strategisk placeret, så et surfboard stikker frem i baggrunden. Eller også er det ganske tilfældigt og bare sådan en standard studenterhybel ser ud i et delehus på Bondi Beach. 

I Sydney behøver du ikke gå på kompromis

Tobias har altid vidst, at han gerne ville til udlandet for at studere. Men udlandsopholdet blev gang på gang udskudt på grund af en sød kæreste, et godt studiejob eller en fed praktikplads. Men nu var det ved at være sidste udkald, da Tobias skal i gang med at skrive sit speciale i Journalistik og Virksomhedsstudier, når han kommer hjem til sommer. Men det er der heldigvis stadig længe til. Nu vil han bare nyde tiden i Australien fuldt ud. 

”Jeg tror, at valget faldt på Australien og Sydney, fordi jeg følte, at der ikke var nogen kompromiser forbundet med det her sted. Jeg synes, at Sydney er ret fantastisk. På den ene side har man en super multikulturel storby, hvor der sker enormt mange ting, og på den anden side har man en fantastisk kyst med de reneste sandstrande, hvor man kan dykke og surfe,” forklarer Tobias. ”Der er et lækkert klima, alle taler engelsk, og der er virkelig mange muligheder.”

Alene af sted på eventyr

For 25-årige Tobias var det vigtigt, at turen til Australien var noget, han skulle gøre selv. ”Jeg tog herned alene uden at kende nogen, og det var ud fra devisen, at det skulle være en udfordring,” fortæller Tobias og fortsætter: ”I takt med at jeg fik styr på flere og flere ting, fik jeg noget selvtillid ved at finde ud af, at jeg godt bare kan slå mig ned et random sted på jorden. Jeg kan godt finde en bolig og starte et liv op. Jeg kan gøre, hvad jeg vil. Det får man et boost af at finde ud af,” fortæller Tobias.

Som journaliststuderende på RUC har Tobias haft lange praktikperioder med 9-17 arbejde, og når dagene blev for ens, begyndte han at drømme sig væk. ” Jeg ville bare gerne have et eventyr. Jeg ville gerne prøve noget andet. Jeg elsker mit liv derhjemme, men jeg havde behov for at prøve at rykke mig lidt. Man kommer lynhurtigt ind i et liv, hvor man føler, at dagene gentager sig selv. Derfor er jeg helt vildt glad for, at jeg får muligheden for at gøre det her, inden jeg forhåbentligt siger ja til et job senere på året. Jeg vil anbefale alle andre at gøre det, mens de kan! Det er en unik mulighed,” forklarer Tobias. 

Macquarie University er inddragende og multikulturelt

Macquarie University ligger 15 kilometer uden for Sydney i den modsatte retning af Bondi Beach, så Tobias har en god times transporttid de tre dage om ugen, han har undervisning på campus. Men da han er vant til turen mellem København og RUC, er det ikke noget, der generer ham. Han ville ikke undvære den korte afstand til Stillehavet, når han går ned til stranden om morgenen med sit surfboard under armen.

”Macquarie har et rigtig godt renommé, og de udbyder nogle fede fag, som passede ind i det, jeg gerne ville,” forklarer Tobias om sit valg af universitet. ”Jeg er blevet overrasket over, hvor multikulturelt det er på universitetet, og hvor mange nationaliteter man er på sådan et hold. Det har været spændende, ” fortæller Tobias. Professorerne inddrager de studerende i langt højere grad, end Tobias er vant til hjemmefra. ”Mange af timerne er sjovere, og tiden går hurtigere, end når man sidder derhjemme og bare skal lytte,” griner Tobias og forklarer videre: ”Der kommer nogle fede diskussioner ud af det. Når vi sidder et hold på 30 mennesker, er det jo 30 mennesker med vidt forskellige nationaliteter. Folk har forskellige udgangspunker og perspektiver på tingene, og man lærer at forstå nogle af baggrundene for, hvorfor de andre tænker, som de gør. Den mangfoldighed, den synes jeg, er helt vildt fed,” slår Tobias fast.

Journalisten Tobias vil internationalisere sine historier

Tobias har gjort sig en del overvejelser om, hvordan hans studieophold på Macquarie University kan gøre ham til en bedre journalist. ”Jeg vil gerne have det sådan, at når jeg kommer hjem til Danmark og skal arbejde som journalist, så er jeg endnu bedre til at tænke mine historier internationalt. Jeg er endnu bedre til at gribe telefonen og ringe til en kilde, der sidder et sted ude i den store verden,” forklarer Tobias og fortæller, hvordan utroligt mange journalistiske historier bliver indskrænket til kun at indeholde den danske vinkel, fordi det umiddelbart er det nemmeste: ”Man synes, at det er lidt kompliceret, der er en tidsforskel, og man skal til at tale engelsk, og så gør man det ikke. Det synes jeg er ærgerligt!” Tobias har derfor en plan om at forbedre sit engelsk og opbygge et internationalt netværk, så han ikke falder i fælden med at holde sig til de dansk-vinklede historier. ”Når jeg kommer hjem igen fra mit halve år i Australien, er jeg forhåbentligt blevet bedre til at tage mine historier hele vejen ud i verden,” siger Tobias. 

Tobias’ gode råd til fremtidige studerende:

  • Vent med at finde bolig til du kommer herned, så du kan finde et rigtigt fedt sted.
  • Kast dig ud i de faglige diskussioner, selv om det er lidt grænseoverskridende i starten -  størstedelen af dine klassekammerater taler garanteret heller ikke perfekt engelsk.
  • Tag på surf camp, også selvom du ved, du aldrig bliver en haj. Det er sjovt uanset!

Er Macquarie noget for dig?

Vi har lavet en artikel med en masse af det, der gør et ophold på Macquarie University til noget særligt.
Tjek her, om Macquarie er noget for dig.