Læs på James Cook University, Singapore

Månedens Universitet: James Cook University (JCU), Singapore

1. februar, 2014

Vil du studere i en pulserende metropol, være omgivet af Asiens rivende udvikling og kunne rejse nemt og billigt rundt samt opleve andre asiatiske lande, så overvej et studieophold på James Cook University (JCU) i Singapore. 

Én af Asiens mest attraktive studiebyer

På kun 150 år har bystaten, i kraft af sin strategiske placering i Asien, vokset sig til et regionalt og globalt centrum for handel og turisme. Singapore er en tillokkende uddannelsesdestination og er Asiens rigeste og mest veludviklede og moderne by. Den multikulturelle millionby er topmoderne med ny infrastruktur, flotte og fascinerende bygninger og har både buddhisme, islam, kristendom og hinduisme som sine primære religioner. Derudover er Singapore et sandt mekka for oplevelser lige fra shopping, mad, kunst og Formel 1. Henrik, der har læst et semester på JCU Singapore, understreger også, at "Singapore er en fremragende by at studere i, hvor der er rig mulighed for kultur og underholdning.” 

Kombinationen af en meget lav kriminalitetsprocent og en høj levestandard, der, sammen med gennemsnitstemperaturen, som ligger på ca. 25 grader, gør byen til en af de mest attraktive storbyer i Asien. Samtidig fremstår Singapore som en vestlig storby, hvor alt er moderne og er derfor en nem by at falde til i, som dansk studerende. Singapore er ikke bare en fantastisk storby, men har også gode strande, hvor studerende slapper af og forbereder sig til undervisningen. Singapore ligger også godt placeret i forhold til resten af Asien, så det er nemt og billigt at tage en smuttur til fx Malaysia eller Thailand i forbindelse med et studieophold på James Cook University i Singapore.

Mette, som har læst på JCU, beskriver Singapore som en by, der giver de studerende oplevelser for livet: "Mit semester i Singapore bød på varierede oplevelser; fra luft under vingerne i 70 meters højde til rooftop party, bagende hede midt i Chinatown til nudel-spisning og mødet med forskellige kulturer i undervisningslokalet.” 

Studér i et internationalt miljø

JCU er et forholdsvist lille universitet med 2.500 studerende. Omkring 60 procent af de studerende er internationale, der enten læser et semester eller en hel uddannelse på JCU. Universitetets campus er multikulturelt med mange forskellige nationaliteter. Derfor foregår al undervisning på engelsk, og universitetet udbyder bl.a. uddannelser inden for business, psykologi og turisme. Sammensætningen af studerende fra hele verden skaber et unikt læringsmiljø og sammenhold, som de studerende, EDU har hjulpet af sted, fremhæver som noget af det bedste ved at studere på universitetet: ”JCU er et socialt, lille og aktivt universitet. Holdene er små og man lærer hurtigt folk at kende, hvilket gør det hyggeligt og rart at møde i skole. Der er mange sociale aktiviteter udover undervisningen f. eks. fodbold og sprogkurser i Mandarin”, fortæller Gry, der har læst et semester på universitetet.

JCU Singapore består af 6 hovedbygninger og ligger ca. 20-25 minutter fra den centrale indkøbsgade Orchard Road i Singapore. "Universitetet ligger lidt uden for byen, er ikke så stort, men er ret intimt. Det er nemt at lære nye mennesker og kulturer at kende", fortæller Victoria, der har læst på JCU. Universitetets eksamensform adskiller sig fra den danske, da man på universitetet kun bliver testet skriftligt i eksaminerne. "Som dansk studerende skal man være opmærksom på, at eksamensformen er anderledes end den danske. Det er sundt at prøve", fortæller Casper, der læste på JCU i 2012.   

De studerende i fokus

Undervisningsmiljøet på JCU har de studerende i fokus med små klasser, lydhøre og tilgængelige professorer og professionelle vejledere. Det er heller ikke unormalt, at professorerne kender de studerendes navne, da de er interesserede i at skabe et nærvær til de studerende. Rikke, der har læst på JCU, fremhæver, at ”lærerne er interesserede og kender de studerende”.

I efteråret 2012 lavede JCU en konkurrence med 10 udenlandske studerende fra Europa. De studerende konkurrerede om deres viden om Singapore, mens et kamerahold fulgte dem. Se den underholdende film, hvor du samtidig får en masse gode og nyttige oplysninger om byen. 

Under JCUs profil kan du læse mere om danske studerendes erfaringer fra universitetet og se deres flotte billeder fra Singapore. Du kan også læse et interview med KamillaCasper eller Christina, der alle har læst et semester af deres uddannelse på JCU. For dem alle har beslutningen om at læse i Singapore skabt en drøm om en international karriere.

Mød JCU til EDU Days  

Til EDU Days den 3.- 5. marts 2014, har du mulighed for at møde JCU. Tilmeld dig messen, så du kan høre en præsentation om universitetet, stille spørgsmål og få flere informationer om JCU.