Hands on erfaring Down Under
23-årige Anne Ryvang læser til dagligt medievidenskab på Aarhus Universitet, men en nysgerrighed på at opleve, hvordan andre universiteter griber undervisningen an og en drøm om en fremtidig international karriere fik hende til at søge til La Trobe University i Australien i foråret 2012.
Anne Ryvang afsluttede sin bachelor i medievidenskab med et studieophold på La Trobe University i Melbourne, og det var ikke tilfældigt, at det netop blev La Trobe University valget faldt på. Det ligger i top 10 over australske universiteter og tiltrækker professorer fra hele verden.
- Jeg er glad for at studere i Aarhus, og derfor var det vigtigt for mig at finde et godt universitet, som kunne holde standarden i forhold til, hvad jeg er vant til, forklarer Anne Ryvang om sit valg af universitet.
Et strategisk valg
Anne har besluttet sig for at læse en kandidat i virksomhedskommunikation, fordi hun gerne vil arbejde som kommunikationsmedarbejder i en stor international virksomhed i fremtiden. De fleste fag på medievidenskab i Aarhus er teoretisk funderet. Derfor ønskede Anne Ryvang at læse nogle praktiske fag i Australien for at tilegne sig noget helt andet, end det hun kunne få derhjemme.
- På La Trobe har jeg haft en del journalistiske fag, hvor vi skulle producere en masse. Det har været sjovt at prøve kræfter med, selvom jeg ikke ser mig selv som journalist i fremtiden, fortæller Anne.
En online portfolio
I et af fagene, ’Online Publishing & Editing’, havde Anne en lærer, som selv var journalist. I stedet for at læse en masse litteratur fik Anne og hendes medstuderende i stedet til opgave at drive nyhedssitet Upstart. Faget kørte som en rigtig redaktion med redaktionsmøder og 5 timers nyhedsvagter for de studerende - Anne prøvede også kræfter med rollen som redaktionssekretær.
- Det var et superfedt fag, hvor vi kun var 10 studerende. Det gav et godt sammenhold, og vi kunne bruge hinanden fagligt, fortæller Anne.
Netop dette fag har givet Anne en online portfolio, som hun kan vedlægge sit CV. Anne tror også, at selve udlandsopholdet kan være med til at adskille hende fra mange af hendes medstuderende hjemme i Aarhus.
- Hvis vi er to fra medievidenskab, der søger det samme job, så står jeg anderledes, fordi jeg har en helt anden erfaring fra udlandet. Det viser jo også arbejdsgiverne, at man er villig til at gøre noget ekstra, siger Anne.
4. fag som praktik
I stedet for at læse et 4. fag på universitetet, valgte Anne at tage i praktik. Hun fik en stilling som PR & Kommunikationsansvarlig i en afdeling på La Trobe University. Her fik Anne mulighed for at prøve mange af de ting af, som hun har lært i løbet af sin bachelor.
- Jeg arbejdede i en afdeling, hvor jeg var den eneste, der havde en kommunikationsbaggrund. Det betød, at de andre lyttede til mig, og jeg fik bekræftet, at jeg har en viden, der kan omsættes i virkeligheden, fortæller Anne.
Masser af oplevelser
Selvom Anne primært tog til Australien for at styrke sin faglige profil, har hun selvfølgelig også brugt tiden på at opleve landet og de mange kulturelle tilbud, som Melbourne byder på.
- Når man er her et helt semester, har man jo mulighed for at få en mere ægte oplevelse af landet frem for turistversionen, man ofte får på ferier, siger Anne. I weekenderne lejede hun og nogle andre internationale studerende ofte en bil for at køre på tur i området.
- Det er en perfekt måde at rejse på, fordi man kombinerer det at opleve med at studere. Det gør også, at man ser sit eget land og studie fra en helt ny side, når man kommer hjem igen, fortæller Anne Ryvang.
Følg livet i Australien
Se Annes flotte billeder fra tiden på La Trobe University og rejserne rundt i Australien.
Se en video med Annes roommate fra Melbourne, Thea, der læser en top-up bachelor på La Trobe.
Skrevet af Anni Lyngskær
Finansiering
Det er dyrt at bo og studere i Australien. Derfor vil Anne opfordre andre til at søge en masse legater. Det lykkedes hende at samle 27.000 kr. sammen fra legater. Derudover har hun fået udlandsstipendium (33.000 kr.) og SU.