University of Melbourne: Fagligt og socialt topniveau
22-årige Thea Christensen fik for første gang forsmag for et liv uden for Danmarks grænser, da hun i 10. klasse tog et års highschool-ophold i Canada. Lysten til at studere i udlandet var sået, og da Thea begyndte at læse biomedicin på Syddansk Universitet, havde tanken om et udlandsophold blomstret til et konkret ønske om at læse i Australien.
”Det er interessant at opleve, hvordan andre lokalsamfund er skruet sammen, fordi det sætter ens eget liv og synspunkter i perspektiv. Og så har jeg altid været fascineret af, at der ligger et engelsktalende land på den anden side af jorden, som har vestlig kultur, men som vi alligevel har svært ved at sætte ord på, så jeg ville gerne se for mig selv, hvad det egentlig er for et land. Jo mere, jeg tænkte over at komme afsted igen, jo mere ville jeg det”.
Den indledende jagt på det udenlandske semester blev skudt i gang med et besøg på SDUs internationale kontor. Da de ikke havde nogen udlandsaftaler, hun kunne benytte sig af, fortsatte hun sin søgning og fik til EDU Days i efteråret 2012 indsnævret sine muligheder nok til at kunne træffe et valg.
”University of Melbourne havde et bredt udbud af fag, jeg kunne læse, og så er de ranket som et af de bedste universiteter i Australien. Samtidig var det tiltalende, at universitetet har en stærk faglig profil, da jeg bevidst søgte at blive fagligt udfordret”.
Inspirerende studiemiljø
The University of Melbourne har i alt 7 campusser fordelt i Melbourne by og omegn. Theas fag inden for anatomi, fysiologi og sygdomslære samt hendes laboratoriekurser foregik på hovedcampus Parkville.
”Studiemiljøet er rigtig godt. De mange stillezoner gør det nemt at finde et sted at studere, og stemningen på campus inspirerer til at være flittig. Når jeg gik rundt på campus, var der ikke mange, der lavede ingenting – tværtimod brændte folk for at være seriøse”.
Også klasselokalet og laboratoriet emmede af faglig seriøsitet.
”Underviserne var engagerede, og de gik op i, at vi forstod faget. De stillede krav til os om at være velforberedte, og det motiverede mig meget. Niveauet var højt nok til, at jeg kunne følge med, men samtidig blev udfordret – ikke mindst på at komme ind i begreberne og forstå dem på engelsk. Og med to tests i løbet af tolv uger skulle vi forholdsvis tit læse op, og jeg var derfor motiveret til hele tiden at hænge i og yde mit bedste”.
Klar til store udfordringer
Forelæsningsformen på Melbourne University foregår på en anden måde end, hvad Thea var vant til fra SDU. Det krævede hårdt arbejde, men hun mener, det har skubbet hende til at blive stærkere i studieteknik.
”Hvor danske studerende ofte får et meget konkret pensum at forholde sig til, forelæste underviserne på University of Melbourne derimod i et emne. Det betød, at jeg skulle tage udgangspunkt i forelæsningernes indhold og selv finde ud af, hvor mine mangler lå og hvad jeg skulle læse for at forstå emnet. Den faglige viden skulle selvfølgelig gerne være tilsvarende til den, jeg ville have fået på SDU, men jeg har lært meget ud over fagenes indhold, og i dag føler jeg mig meget bedre tilpas ved at tage en stor faglig udfordring op,” forklarer Thea og sætter ord på, hvordan den egenskab kommer hende til gode nu, hvor hun netop er gået i gang med sit bachelorprojekt.
”Det er altid lidt intimiderende at være ny og uvidende i forhold til de ph.d.-studerende og professorer, der også er i gruppen, men jeg mærker helt sikkert, at jeg er blevet meget mere selvsikker – jeg tager udfordringen op og kaster mig over nye opgaver i stedet for at tøve og har fået mod på at give mig selv mere kredit for at være fagligt dygtig.”
Du begynder fra bunden – men det er det hele værd!
Ud over den seriøse attitude på University of Melbourne, roser Thea de mange sociale platforme, der gjorde det nemt at skabe venskaber og få et pusterum fra det faglige.
”Universitet er i top både fagligt og også socialt, hvilket er to vigtige faktorer i ens velbefindende på studiet”, understreger Thea og reflekterer over, hvordan man overkommer netop den sociale udfordring, der ligger i at være alene et nyt sted.
”Du kan ikke bare sidde at kukkelure og vente på, at nogen tager kontakt til dig. Hvis du går på universitetet i Danmark, har du jo venner uden for studiet, du kan ses med, men i et andet land er du nødt til selv at tage kontakt til andre. Det har gjort, at jeg er mindre genert end før og at jeg er blevet bedre til at skabe sociale relationer – og det vil hjælpe mig med at udbygge mit netværk herhjemme”.
Det kræver på mange måder sit at tage på udveksling, erkender Thea. Alligevel er hun slet ikke i tvivl om, at hun vil opfordre andre til også at springe ud i det.
”Det kan hurtigt komme til at lyde, som om det er en smal sag at læse i udlandet, men det kræver mange timers forberedelse. Og når du er i et nyt land, skal du begynde helt fra bunden med alt det basale: du ved måske ikke engang, hvad det lokale supermarked hedder eller hvilken sporvogn, du skal tage for at komme ned i byen. Men det er det hele værd, og studieopholdet er noget af det bedste, jeg har gjort for mig selv”.
Se billeder fra Theas oplevelser i Melbourne og omegn.
Af Christel Damsbo-Madsen Shymko