Universiteter

Få overblik over hvor og hvad du kan læse
Portræt af Louise, University of Otago, New Zealand

Otago University – tæt på natur og fyldt med sociale oplevelser

For et naturelskende udemenneske som 23-årige Louise Lassen Nielsen var der ikke et bedre match til et udenlandsk studieophold end et semester på Otago University i New Zealand. Louise læser Engelsk Sprog og International Virksomhedskommunikation på Aalborg Universitet, men fra februar til juni i år udvidede hun sine faglige og personlige horisonter på den anden side af jordkloden.

”Jeg kunne helt selv vælge, hvor i verden jeg vil læse – hvem ved, hvornår jeg får sådan en mulighed igen?! Det har været en barndomsdrøm at komme til New Zealand, hvor naturen er så forskellig fra den danske, og så kunne jeg slå to fluer med ét smæk ved både at studere i New Zealand og opleve landet,” fortæller Louise.

Otago Universitys hovedcampus Dunedin ligger på den newzealandske sydø, og det passede perfekt til Louises ønske om at kombinere studieopholdet med masser af naturoplevelser.

”Noget af det fantastiske ved at bo i Dunedin er, at naturen er så tæt på. I løbet af de 5½ måned, jeg tilbragte i landet, fik jeg set det meste af sydøen og samtlige højdepunkter på nordøen. Mine største øjeblikke var mit Skydive i Queenstown og en heldags vandretur i Abel Tasman Nationalpark. Jeg har taget massevis af billeder, men man skal se det selv, for man kan slet ikke forestille sig det. Den der helt uberørte natur er smuk i hele ordets forstand. Især fjordlandet er helt fortryllende! Det er et oplagt sted for aktive mennesker,” anbefaler Louise ivrigt.

Hun blev blandt andet vild med at vandre og tilbragte mange weekender med vandrestøvler og rygsæk i de grønne, frodige skove, det newzealandske vildnis, de åbne såvel som tætpakkede landskaber og de imponerende bjerge.

Værdifuld kulturel indsigt

Louise boede på campus i et hus sammen med fire andre studerende, to internationale og to newzealændere. Otago University ejer og udlejer huse på campus til deres studerende, og netop muligheden for at bo sammen med lokale studerende var afgørende for Louises beslutning.

”For mig er det en vigtig del af oplevelsen at opleve, hvordan mennesker fra andre kulturer er, hvilke sociale normer de har opbygget – det sætter den danske levevis i kontrast, og det lærte jeg meget om mig selv af. Når man bor så længe sammen, er det næsten umuligt ikke at lade sig påvirke af hinandens måder at leve på. Det var virkelig givende og bragte os tættere sammen som flatmates, at vi kunne dele kulturelle elementer fra vores hjemland – jeg lavede f.eks. frikadeller en aften, hvilket en af mine kiwihosts var vildt begejstret for.”

At huset var centralt placeret i forhold til både undervisning og fritid, fremhæver Louise som en kæmpe fordel.

”Det tager ti minutter at gå til time, og går du ti minutter i den anden retning, kommer du til Botanisk Have, hvor du kan læse lektier, hænge ud med vennerne og grille om aftenen – du er simpelthen tæt på alting.” Campus er rigtig lækkert og supergodt konstrueret med mange cafeer og parkområder, hvor du kan læse og slappe af. Det hele er meget tilgængeligt, og der er altid nogen at tale med.

Louise skulle læse fire fag på Otago og roser universitetets mangfoldige fagudbud og ikke mindst vejledning til at vælge. Ud over ny faglig viden lærte Louise også meget af, at undervisningen foregik på en anden måde, end hun er vant til.

”Fra Aalborg Universitet er jeg vant til klasseundervisning, hvor de på Otago har mange forelæsninger. På Otago havde vi også faste tutorialtimer, hvor de store forelæsningshold blev inddelt i mindre grupper og hvor vi arbejdede med øvelser og tekster, vi skulle bruge til opgaver i faget. På den måde kom jeg tættere på mine klassekammerater og lærte at arbejde med forskellige mennesker,” fortæller Louise, der blandt andet fik testet sine præsentationsevner og øvet at levere på et fremmedsprog foran kamera, da hun som opgave skulle udarbejde en podcast til jobrekruttering sammen med fem andre studerende.

Gør det for det sociale

Louise er slet ikke i tvivl om, at de sociale bekendtskaber er det vigtigste, hun har fået ud af sit ophold på Otago. Nu hvor hun er tilbage i Danmark, savner hun mest af alt sine venner og at tale engelsk.

”Hvis jeg skal fremhæve én ting ved et studieophold, vil jeg sige, at man skal gøre det for det sociale. Det er en kæmpe oplevelse, og du kan ikke undgå at få en masse nye venner. Du finder ud af, at folk ikke behøver være som dig selv, for at det fungerer at bo sammen – du møder måske nogen, der er helt modsat dig selv, og som er helt fantastiske mennesker”.

I forhold til sin uddannelse er Louise helt konkret blevet meget bedre til det sprog, hun læser. Men hun føler også, at opholdet på Otago har gjort hende klogere på sin videre uddannelse.

”Jeg har fået afklaret nogle ting, jeg overvejede inden opholdet, og på den måde har jeg indsnævret mine fremtidsmuligheder. Så jeg er både kommet hjem med en masse viden og er blevet klogere på, hvad jeg vil læse videre med på kandidaten og hvad jeg ikke vil. Jeg havde store forventninger, fordi alle fortæller, hvor fantastisk det er at læse i udlandet. Når du så selv er afsted, er det bare dobbelt op i forhold til, hvad du har regnet med. Du skal helt sikkert tage til Otago, hvis du er til udeliv, adventure og til at blive kastet sammen med en masse andre internationale – det skal nok udfordre dig personligt og fagligt!”

 

Af Christel Damsbo-Madsen Shymko