Verdensparret i Vietnam

En ferie i Vietnam endte med at blive en radikal og ret stor ændring for Mathias og Josefine. Et par måneder i Danmark var ikke nok til at sende den voksende, vietnamesiske kærlighed væk. Og verden ville det hverken værre eller bedre, end at livets uransalige veje ville ha’ dem tilbage til Vietnam. Så nu lever de et liv i luksus i Vietnam. 

Med en vild kærlighed til Vietnam var der rimelig mange tegn på, at de to ikke var færdige med det vanvittige land. Det gik ikke anerledes, end at Mathias under omstruktureringer på sin arbejdsplads blev opsagt, og det satte i dén grad tankerne i gang hos parret.

“Det var faktisk en rimelig hurtig beslutning. Vi havde snakket om gerne at ville bo i udlandet, og havde undersøgt det tidligere, men ikke sådan i dybden, og så begyndte vi bare at undersøge det nærmere dér, fordi tingene ligesom gik op i en højere enhed,” siger Mathias og er glad for, at tingene flaskede sig, og at RMIT passede til hans profil, for det var en faktor, der spillede ret meget ind.  

Josefine opsagde ret hurtigt sit job, og undersøgte mulighederne for fjernstudie fra de varme lande. Hun tager nemlig sine fag i international business på CBS online, og for at pynte endnu mere på dén sag, så har hun fået deltidsjob i Ho Chi Minh. Det der med at tage fat i nogle, der kender nogle, der kender nogle andre, det har i dén grad vist sig at være brugbart for dem - selv i det fjerne østen.

“Jeg arbejder deltid, og læser online ved siden af, og det er virkelig rart at komme ned i gear. Det tog mig lidt tid at bremse op og tænke ‘okay, jeg har ikke så travlt,’ og det er fedt,” siger Josefine, som også synes, det er rigtig rart at være en del af den asiatiske etårsløsning. Det giver også parret en bedre hverdag, hvor det ikke kun er på den ene parts premisser.

Omstillingsparathed on point

Det vil være lodret løgn at sige, at der ikke er kulturelle forskelle - og muligvis også små chok, når man flytter til Vietnam for en længere periode, det er de fleste nok klar over. Og at bo her minimum et år er noget, der kræver tilvænning. Også selvom man er open minded og ja-hatsagtig, som de to er.

"Den største forskel ér menneskerne. Man mærker det med det samme. Jeg har kun vietnamesiske kolleger, og de siger ikke godmorgen, når de møder ind. De sætter sig bare hen på deres plads og sidder, de snakker ikke osv. Og til frokost kaster de bare maden i sig, og så skal de sove til middag. De sover til middag alle steder - der er virkelig stor forskel. Det vil man jo aldrig gøre på et kontor hjemme,” siger Josefine. 

"Men sådan er det her, og det har jo også sin charme. Man skal lige greje den befolkning, før man kommer ind under huden på dem, men så er de simpelthen så søde."

"Jeg mærker det nok ikke helt på samme måde, for jeg er jo på et australsk universitet, hvor der er mange forskellige kulturer, og så omgås vi også med en masse danskere herude. De er rigtig søde, men det er bare meget forskelligt fra danskere,” siger Mathias.

Derudover er sproget også indimellem en barriere, de to lige skal klatre over. Der er nemlig ret mange vietnamesere, der ikke er så gode til engelsk, og det gør, at tingene lige tager lidt længere tid, end normalt.

“Helt basale ting, som at komme rundt i byen, tager lang tid, fordi ingen forstår, hvad man spørger om,” griner de.

Og det gør også, at der er relativt mange misforståelser. Det er blandt andet derfor, at tjenerne altid gentager én, når man har lavet en bestilling - og hvis man bestiller en ‘black coffee’ eller et ‘glas of water’ så er det begrænset, hvor meget man dér kan misforstå - vil man tro. For at undgå det, så får man lige skåret tingene ud i pap en tre - fire gange, men det er også en stor del af den vietnamesiske charme.

Men når det så er sagt, så er det jo også en af de største og mest charmerende ting ved at være væk hjemmefra. Netop forskellene. Det er virkelig en unik ting, at man får lov at opleve sådan noget på helt tæt hold, og der må heller ikke herske tvivl om, at de er glade for Vietnam - vanvittigt glade faktisk. 

“Jeg har virkelig været glad for det indtil videre. Det kunne ikke ha' været bedre. Det hele har sin charme, og det er bare fedt at få lov at opleve,” siger Mathias. 

Men man skal nok være en kende omstillingsparat og villig til at gå en anelse på kompromis med de regler og normer, der for det meste hersker hjemme.

“Jeg føler, vi er ret gode til at omstille os. Folk kører f.eks. på fortovet på deres knallert, mod ensretning og alt det, man ikke kan forestille sig eller i pricippet ikke må. Og det gør man bare. I starten gjorde jeg det ikke, men man vænner sig ligesom til det og finder ud af, at hvis ikke man gør det, så er man jo bare dum. Så nu gør jeg det også. Ligesom hvis folk snyder i køen i supermarkedet og du ikke gør, så er den eneste, der bliver snydt dig. Så står man ligesom bare bagerst konstant. Man bliver bare nødt til at tilpasse sig. Men det er lidt grænseoverskridende nogle gange, for man har jo sine egne normer derhjemmefra og dem er man nødt til at sætte lidt til side,” siger Mathias.

Man kan godt sige, at de vietnamesiske regler er der, men de bliver gradbøjet i stor stil, og det har Mathias og Josefine også været udsat for nogle gange, men de er kommet til den konklusion, at de, selvom det kan være grænseoverskridende, kører efter "tilpas dig eller vær bagerst i køen hele tiden"-mentaliteten. 

Mathias og Josefine er blevet nærmest lokale. De har erhvervet sig en knallert til den nette sum af dét, et månedskort koster med offentlig transport herhjemme. Rundt regnet 900 danske kroner. 

"Det er ligesom transportmiddel number one. Og hvis man vil integreres, må man gøre det ordentligt,” siger Mathias.