Mit semester på University of New South Wales (UNSW) var en kæmpe sejr!
25-årige Mia Emilie Risvang er i gang med 9. semester af sin jura-uddannelse på Aarhus universitet. Fra juli til november i 2012 tog hun første del af sin kandidat på University of New South Wales i Australien.
“Der er stor konkurrence på arbejdsmarkedet, og til jobmesser på jurastudiet fik jeg at vide, at et udlandsophold er rigtig godt at have på cv’et. Med et studieophold i udlandet ville jeg lære juridisk engelsk og opleve et andet retssystem end det danske. På den måde kunne et udlandsophold give mig et større perspektiv, så jeg har mere og andet at tilbyde og samtidig give mig en mere alsidig tilgang til jura. Derudover kunne et studieophold give mig ny motivation til studiet, der ellers kan blive trægt, når man læser en lang uddannelse på det samme universitet det samme sted i verden. ”
Inden Mia begyndte at læse på Aarhus Universitet, rejste hun rundt i Australien i otte måneder. Hun vidste derfor tidligt i sin uddannelse, at hun ville tilbage til Australien og til Sydney – det var bare et spørgsmål om hvornår.
“Australien er et fantastisk land, og australiere er et meget gæstfrit folkefærd. Det gjorde, at jeg allerede dengang fik det lokale liv ind på hjertet, ” fortæller Mia smilende og tænker tilbage på den værtsfamilie, hun boede hos dengang, og som hun i dag betragter som en del af sin egen familie.
Australiens storslåede natur og anderledes klima spiller også en væsentlig rolle i Mias fascination af landet på den anden side af jordkloden.
“Hvor vi herhjemme har spændende arkitektur og europæisk historie, har de kløfter, bjerge, aboriginals og fantastiske strande – noget helt andet end det, jeg kommer fra. På den måde er det godt, at semestret sluttede i november, for så havde jeg tid til at opleve en masse, inden næste semester begyndte på studiet derhjemme. ”
Fokus på faglighed på University of New South Wales
Det var i høj grad det faglige, der fik Mias valg af universitet til at falde på University of New South Wales. Universitetet er baseret i Kensington, en forstad til den australske hovedstad og storby Sydney.
“Jeg kan enormt godt lide Sydney, der er en pulserende by, men samtidig laid back, så jeg kiggede på universiteter inden for byens område. Mine fag skulle være relevante for mig at have med hjem og give mig mulighed for at møde både australske og internationale studerende. UNSW var et attraktivt universitet for mig, fordi de har mange fag at vælge imellem og mange internationale jurafag, jeg vil kunne bruge herhjemme. ”
Mia læste to internationale fag, International Human Rights Law og Comparative Counter-Terrorism Law samt to fag relaterede til forhandling og mægling, Principled Negotiation og Dispute Resolution.
“Vores undervisere var meget dygtige! De undervisere, vi havde i de to forhandlingsfag, har selv et advokatfirma, hvor de tilbyder mægling, så de havde enormt meget praktisk erfaring af dele ud af. Samtidig var de meget pædagogiske og meget kompetente, og vi havde et rigtig godt undervisningsmiljø, også socialt. ”
Inspirerende campus
Forud for sin rejse var Mia på EDUs infomøde, hvor hun mødte en dansk fyr, der også skulle læse på UNSW. De to og endnu en dansk fyr flyttede ind i en lille, lækker lejelejlighed nær vandet i New South Wales-forstaden Coogee.
“Det var helt fint for mig at bo med andre danskere. Jeg studerede jo ikke med danskere, men med australiere og andre internationale, så det hæmmede mig ikke. Tværtimod var det rart at diskutere ligheder og forskelle mellem Danmark og Australien med dem – og at have nogen at spise rugbrød med”, griner Mia.
De tre danskere boede 25 minutter på gå-ben fra Kensington Campus, universitets hovedcampus. Mia beskriver Kensington som et hyggeligt og vel-faciliteret campus med store, flotte bygninger, mange grønne arealer, food courts, masser af aktiviteter og boder samt en overvældende mængde læsesale.
“Det gjorde en stor forskel for mig, fordi vi boede i en ret lille lejlighed. Jeg skulle jo læse meget og skrive mange opgaver, så det var vigtigt, at jeg kunne bruge så meget tid på universitetet i stedet for at sidde derhjemme med det.”
Masser af succes
Her et lille års tid efter, at Mia er kommet hjem til Danmark og til sit studie på Aarhus Universitet, ser hun positivt tilbage på sit udlandsophold og det udbytte, semestret har givet hende.
“Det var en succesoplevelse for mig, at jeg klarede mig så godt på engelsk i timerne og til eksamen – det har styrket mig både mentalt og kompetencemæssigt. Når du studerer i udlandet, er du virkelig nødt til at kæmpe for, hvad du vil. Det er på alle måder en kæmpe omvæltning med store forventninger at skulle læse i et andet land. Faktisk kan det være enormt kompliceret og svært at komme i gang – men ligeså snart du har fået styr på tingene, er det enormt fedt, og du får oplevelser og venskaber, du aldrig glemmer igen. Det, at jeg kan slå mig ned i et andet land og klare mig, få en hverdag til at hænge sammen både socialt og økonomisk, er en kæmpe sejr! ”
Hjælp til dig
Hvis du brænder inde med nogle spørgsmål, som du gerne vil have Mias hjælp til, så kontakt os i vejledningen, så vi kan videreformidle kontaken til Mia. Du kan også se Mias mange billeder fra sit ophold på UNSW.
Af Christel Damsbo-Madsen Shymko