Vickies studieophold på University of Technology i Sydney – Storbyen der har det hele
Vickie læste et semester på University of Technology, Sydney. Sydney er en pulserende storby, fuld af åbne og livlige caféer, som gjorde det til en drømmedestination for Vickie. Det er nemlig umuligt at kede sig i Sydney: der er lækre strande, spændende museer, yoga-studier på hvert gadehjørne, og en helt unik og enormt hyggelig bar-kultur.
Da Vickie søgte ind på University of Technology Sydney var det vigtigste egentlig fagene – og at universitetet lå i Australien. Det var sådan set ikke så vigtigt hvor i Australien, men når Vickie ser tilbage på sit ophold, kunne hun ikke have forestillet sig, at have studeret et bedre sted end i Sydney.
Sydney er en storby der bare har det hele, understreger Vickie.
”Det var lidt af et tilfælde, at jeg endte i Sydney på UTS. Jeg tror, at det var til mit eget held, at jeg havnede i Sydney, for personligt føler jeg, at den oplevelse det har været at bo i det klima og med den kultur, har været det bedste jeg kunne gøre for mig selv. Sydney, og Australien generelt, har en fantastisk natur og et venligt og åbent folkefærd, som jeg har lært meget af,” fortæller Vickie.
Der var en særlig mentalitet af, at man skulle nyde livet, hvad end det var at surfe, tage ud på en cafe og læse i stedet for at sidde derhjemme, gå lange ture med sine venner, og i det hele taget bare få en masse oplevelser. Denne Australske mentalitet til livet vil Vickie gøre alt for at fortsætte hjemme i Danmark.
Moderne universitet med engagerende undervisning
Vickie valgte først og fremmest at læse på UTS, fordi de havde de fag, hun skulle bruge til sin uddannelse, men det spillede også en stor rolle, at hele processen omkring ansøgningen og informationerne på UTS’ hjemmeside var overskuelige og lettilgængelige.
”Jeg kan ikke understrege nok, hvor rart det var, at alting også spillede, under selve studierne på UTS. UTS er et yngre, moderne universitet, og det kunne jeg mærke ved, at det hele fungerede så godt,” fortæller Vickie.
Både optagelsesprocessen, UTS’ digitale systemer og administrationen fungerede. Vickie oplevede, at hun altid hurtigt fik svar, hvis hun havde bare de mindste spørgsmål.
Undervisningen på UTS var engagerende og fuld af øvelser, som alle var meget praksisorienterede.
I løbet af semesteret skal man aflevere tre opgaver i stedet for at skulle op til én stor afsluttende eksamen. Det betød, at Vickie ikke oplevede den samme stress omkring eksamenstiden som hjemme i Danmark - og det er altså guld værd, når man også er af sted for at kunne opleve landet og møde en masse spændende mennesker, mener Vickie.
Det var fedt at få teorien afprøvet på tænkte scenarier, frem for en meget tung akademisk tilgang. Derudover var alle mine undervisere meget engagerede og interesserede i at lære os studerende at kende. De føltes som om strukturen var mere flad på UTS end hjemme i Danmark, og netop dét – kombineret med at det undervisningen foregik i mindre hold af 15-20 studerende – gav en god stemning og en tættere relation til underviserne.
Australsk wildlife når det er bedst
Studenterlivet på UTS er også meget aktivt. Da Vickie ikke boede på UTS campus, opsøgte hun i stedet nye venskaber ved at være aktiv i studenterlivet omkring universitetet. Vickie spillede blandt andet på beach volley-holdet og deltog i universitetets sociale events, hvor hun fik en masse søde venner fra hele verden.
Det bedste ved Vickie’s ophold har klart været alle de unikke venskaber, hun har fået. Og de venner har hun rejst rundt i landet sammen med og fået nogle helt specielle naturoplevelser.
”Et af mine bedste minder er, da mine venner og jeg fandt en lille strand ved navn Pebbly Beach. Kiggede man til den ene side, vrimlede det med vilde kænguruer og smukke forskelligfarvede fugle – også kendt som ”love birds” af de lokale – og kiggede man til den anden side ud mod vandet, var vi heldige at se hvaler, der plaskede rundt i vandet. Da vi sad og spiste is, kom der en kænguru helt hen til mig. Den møvede sig ind over mig, for at prøve at få fat i min is, som jeg holdt i strakt arm. Jeg var helt målløs, fordi den havde en lille unge i lommen. Men den fik altså ikke min is.”
I slutningen af semestret tog Vickie bl.a. til Brisbane og på road trip gennem New South Wales med sine venner. De fik set alt fra hvaler og hundredvis af vilde kænguruer til fugle med alle regnbuens farver. Bare fordi man er i Australien, behøver man ikke kun at se slanger og edderkopper hele tiden, understreger Vickie.
Bolig i Sydney
Der er flere forskellige muligheder, når man leder efter bolig i Sydney. Vickie valgte at bo hos en privat udlejer, som hun fandt via flatmatefinders.com. Det vil Vickie også anbefale andre at gøre, hvis man gerne vil bo sammen med de lokale eller tættere på vandet. Det kan faktisk også være en del billigere end at bo på campus!
Når man lejer privat, er man heller ikke nødvendigvis bundet af en kontrakt for hele semesteret, fortæller Vickie. Det betyder blandt andet, at man kan tage ud og rejse de sidste to måneder af ens semester – uden at skulle betale husleje.
Det var super nemt for Vickie at finde bolig på flatmatefinders.com, hun fik nemlig omkring 50 henvendelser fra udlejere, som manglede en roomie! Det betød, at Vickie bogstaveligt talt kunne vælge og vrage mellem værelserne. Vickie opfordrer til, at man sætter lidt tid af til at skrive en god tekst og lægge en masse billeder op på sin profil.
Vickies gode råd til andre, der overvejer et studieophold på UTS
- Slå koldt vand blodet i forhold til at finde bolig i Sydney – hvis du ikke vil bo på campus. Min oprindelige plan var at bo på hostel indtil jeg havde fundet et godt sted at bo, sådan at jeg havde god tid til at finde den rette udlejer (hostel var desuden billigere end den gennemsnitlige pris for at leje et værelse). Hvis man ønsker at finde et værelse i et bofællesskab er der mange flere muligheder end f.eks. i København, og det overraskede mig ret meget.
- Lav en bucket list – lav en liste over hvad du ønsker at gøre eller opleve under selve studierne. For mit vedkommende var der 2 måneder med masser af opgaver, hvilket betød at jeg fokuserede meget på dem. Når jeg var færdig om aftenen, sad min roomie og jeg bare og hyggede hjemme, fordi vi begge var trætte, men set i bakspejlet skulle jeg have glemt alt om min træthed og kommet ud ad døren og fået det fulde ud af det!
- Involver dig i ting, hvor man kan lære nogle australiere at kende – det giver en helt anden oplevelse af landet.
Vil du også læse på UTS?
Hvis du vil høre mere om dine muligheder omkring et studieophold i Sydney, så ring til os på 70 20 28 24 eller skriv til vores vejledere på vejledning@edu-danmark.dk - så hjælper vi dig med at blive klogere på dine muligheder og komme godt i gang med din ansøgning.