Ingrids smukke studieophold på UBC - vandreture i vild natur og krydser på bucket listen
Ingrid har altid vidst, at hun gerne ville på studieophold i udlandet. Selvom Ingrid var en smule nervøs over at skulle rejse langt væk og stå på egne ben, er hun super glad for, at hun udfordrede sig selv og tog til Canada for at læse på UBC. Tiden i Canada har været et friskt pust for Ingrid, som kommer hjem med en masse ny energi til at fortsætte sine studier i Danmark.
Da Ingrid skulle beslutte sig for, hvor hun gerne ville på studieophold, faldt valget på Canada. Det skyldtes blandt andet Canadas meget positive ry – Canada er nemlig kendt for, at være fyldt med ualmindeligt søde og imødekommende mennesker – men det var bestemt også på grund af Canadas fantastiske natur, at Ingrid valgte at læse på University of British Columbia.
Uovertruffen natur og utallige vandreture
Hver weekend var Ingrid på vandreture eller på road trips rundt i Canada. Omgivelserne er vanvittigt smukke og det ville være en skam, hvis man ikke forsøgte at udnytte det fuldt ud, mener Ingrid.
"Noget af det fede ved at være på udveksling er, at man er omgivet af mennesker, der alle sammen har "ja-hat" på. Så man kan altid finde nogen, der er friske på at leje en bil og køre ud til en af Canadas fantastiske søer, bjerge, el.lign."
Ingrid var på en del vandreture nord for Vancouver, men tog også på nogle længere ture til bl.a. Vancouver Island og nabostaten Alberta. På disse ture fik Ingrid krydset en masse canadiske oplevelser af sin ”bucket list”: prøvet snowshoeing, kørt på snescooter, kørt med hundeslæde, skøjtet på en tilfrosset sø og spillet curling.
Det er helt klart dette aspekt af Ingrids ophold, der har været det aller-fedeste: alle de vilde (natur)oplevelser hun har fået med sine nye venner.
Anderledes undervisning og livligt studieliv på UBC
Undervisningen på UBC var en del anderledes end Ingrid er vant til hjemmefra, hvor hun læser Softwareudvikling på IT-Universitetet i København. På UBC valgte Ingrid at følge business-fag, hvilket i sig selv bød på nogle helt andre udfordringer og opgaver end Ingrid har været vant til.
Ifølge Ingrid var undervisningsformen også en ny oplevelse, da ”ansvaret for egen læring ikke i lige så høj grad er til stede på UBC, hvor man bliver holdt en del i hånden,” forklarer Ingrid.
Derudover, adskiller måden man får karakterer på sig også fra Danmark. I Danmark får man ofte kun en enkelt karakter efter en eksamen, men på UBC bliver man bedømt løbende og på mange flere parametre end i Danmark. Det sætter helt sikkert nogle andre krav til måden man studerer på.
"Det er en oplevelse i sig selv at studere på UBC, der er et af verdens bedste universiteter. Det rummer alt fra en rosenhave med udsigt over bjergene til et underjordisk diskotek på campus, der er åben hver anden torsdag."
Studielivet på UBC er helt fantastisk. Hvis man er af sted på et studieophold, skal man kende til studenterorganisationen, ESC (Exchange Student Club), understreger Ingrid. De planlægger en masse arrangementer og oplevelser for internationale studerende, og disse begivenheder giver noget helt ekstra til opholdet, forklarer Ingrid.
En uvurderlig rejse
Ingrid er ikke i tvivl om, hvad hun har fået ud af sit studieophold i udlandet. Hun har mødt en masse søde mennesker, udviklet sig personligt og fået en masse fantastiske oplevelser.
"Jeg er blevet udfordret og har udviklet mig sindssygt meget af det. Derudover har det virkelig været et pust i min uddannelse og man vender også hjem med endnu mere energi til at fortsætte sit studie."
Canada er et vildt land med en uovertruffen natur: "det skal virkelig opleves!"
Ingrids bedste råd til dig, der overvejer et studieophold
- Tag afsted! Det giver så meget. Mange er bekymrede om det faglige niveau og om det kan leve op til niveauet i Danmark. Det er selvfølgelig ikke garanteret, at det kan det, men det giver så meget mere at tage af sted – og så ser det ovenikøbet rigtig godt ud på dit CV!
- Søg legater! Selvom jeg ikke endte med at få så mange legater, er jeg rigtig glad for, at jeg brugte tid på at søge. Jeg vil anbefale, at man prøver at finde meget specifikke legater (f.eks. undersøge om ens gymnasium eller hjemby har et legat, så er der færre ansøgere og det øger ens chancer).
- Find bolig når du ankommer! Det kan være ret svært at finde et sted at bo i Vancouver, men hvis man har is nok i maven til det, så er det en del nemmere at finde noget, når man først er i byen.
Skal EDU også hjælpe dig til naturskønne UBC?
Ring til os på 70 20 28 24 eller skriv til os på vejledning@edu-danmark.dk, så du kan komme tættere på din drøm om et studieophold i udlandet!