Økonomi i forbindelse med studier på Regent's University London
Undervisningsafgift (Tuition Fee) og andre gebyrer
Budget
Legater og andre finansieringsmuligheder
SU i udlandet
Udlandsstipendium
Udlandsstudielån
At læse i udlandet er en investering i din fremtid. Det er desværre ikke gratis at blive klogere i udlandet, men heldigvis findes der en lang række forskellige finansieringsmuligheder (SU, SU-lån, udlandstipendium, udlandsstudielån, legater). Så selvom prisen for at læse på et universitet i udlandet kan virke høj, så betyder det ikke, at det er umuligt at få råd. Samtidig kan det være en fordel at have læst i udlandet, når du kommer hjem og skal søge job, da dine kompetencer er efterspurgte.
Undervisningsafgift og andre gebyrer
Undervisningsafgift - Study Abroad
Undervisningsafgiften på universitetet afhænger af, hvad du læser.
- Undervisningsafgiften for et study abroad-ophold på bachelorniveau er GBP 11,250 (forår 2025)
- Undervisningsafgiften for et study abroad-ophold på kandidatniveau er GBP 13,000 (forår 2025)
Undervisningsafgift - Hele uddannelser
Undervisningsafgiften for hele uddannelser finder du ved at finde den enkelte uddannelse under "Programmes" på det relevante link nedenfor. Undervisningsafgiften (tuition fee) vil fremgå under fanen "Fees".
Undervisningsafgift - Sommerkurser
- Summer At Regent's programmet - 2300 GBP per fag (2024)
- Regent's Summer Fashion Programme with Internship - 9400 GBP (2024)
Andre gebyrer
Vi er ikke bekendt med andre ekstra gebyrer på Study Abroad programmet.
På Summer at Regent's Programme og Regent's Summer Fashion Programme with Internship vil du også skulle betale 150 GBP per fag til ekstra udgifter såsom udflugter, bøger, fashion shoots etc.
Når man ansøger om studievisum til England vil man også blive bedt om at betale en ”Immigration Healthcare Surcharge”. Denne afgift er obligatorisk og sikrer dig adgang til Englands National Health Service (NHS). Som studerende får du automatisk 25% rabat på denne service. Vær opmærksom på, at det kun er studerende som skal læse i England i mere end 6 måneder, som skal have studievisum til England og dermed også betale for denne ”Immigration Healthcare Surcharge”.
Refusion af undervisningsafgift
Hvis du allerede har betalt undervisningsafgift, og du alligevel ikke har mulighed for at tage af sted, er det, inden for en vis tidsramme, ofte muligt at få det meste af eller hele din undervisningsafgift tilbage.
Universitetets regler for tilbagebetaling af undervisningsafgift
Budget
Det er en god idé at lægge et budget over dit ophold, så du har et overblik over de udgifter, du har i forbindelse med dit ophold, samt hvordan du kan finansiere det.
Læs om hvordan du lægger et budget og få en skabelon, som du kan bruge med det samme
Læs universitetets kommentarer til leveomkostninger i London.
Se under afsnittet "What is the average cost of living in London?"
Gode budgetråd fra tidligere studerende
Forår 2024
- "Jeg vil sige at man kan selvfølgelig gøre det billigt ved ikke at spise så meget ude osv. men jeg vidste bare at jeg ville ikke holde mig tilbage. Jeg ville hellere komme lidt fattigere hjem men så have oplevet utrolig meget og en masse fede ting"
- "Udnyt studierabat og undersøg evt aktiviter som er gratis eller billigere"
Forår 2022
- "Det bliver dyrt.. så sørg for at spar op."
Efterår 2021
- "Det er en god idé at have en del penge til rådighed om måneden når man læser i London. London er nemlig dyr."
- "Café- og restaurantbesøg er væsentligt dyrere end forventet."
Efterår 2019
- "Lav et budget og læg 45% procent oveni, hvis du skal studere i London."
Forår 2019
- "Sørg for at lave et realistisk budget."
Legater og andre finansieringsmuligheder
Danske legater
Der er mange muligheder for at søge legater i Danmark. En del danske fonde uddeler legater, der er målrettet til studerende, der tager til udlandet for at studere.
Få inspiration, gode tips og ideér til, hvordan du griber legatansøgningen an under Legater.
Udenlandske legater
Læs mere om universitetets egne scholarships her.
SU i udlandet
Det er muligt at tage din SU med til udlandet, hvis dit ophold enten er en del af din danske uddannelse, eller hvis du tager en hel bachelor eller kandidatuddannelse i udlandet, som er godkendt til SU.
Læs mere om SU i udlandet under Finansiering.
Udlandsstipendium
Hvis du er SU-berettiget (minimum et vist antal klip), kan du ansøge om udlandsstipendium til dine studier i udlandet. Udlandsstipendium administreres af SU-Styrelsen og SU-kontorerne på de danske institutioner.
Det er kun muligt at få udlandstipendium til hele uddannelser på kandidatniveau eller til semesterophold og sommerkurser, som udgør en del af din danske uddannelse.
Læs mere om udlandsstipendium under Finansiering.
Udlandsstudielån
Hvis du får udlandsstipendiet, har du ligeledes mulighed for at optage et udlandsstudielån til at dække den eventuelle difference, der er mellem dit udlandsstipendie og den undervisningsafgift, du skal betale for at læse på det udenlandske universitet.
Læs mere om udlandsstudielån under Finansiering.