Sådan finder du fag til din uddannelse i udlandet
Når du tager på studieophold i udlandet, så er det essentielt, at du studerer noget, der er relevant.
Hvis du tager en hel uddannelse i udlandet, vil der typisk være særlige krav til hvilke fag, du må vælge hvornår indenfor den grad, du har valgt at studere.
Hvis du derimod tager af sted på et study abroad ophold (semesterophold), er det vigtigt at vælge et universitetet, der udbyder relevante fag. Dette er særligt vigtigt, hvis dit studieophold skal indgå som en del af din danske uddannelse, og du derfor skal have en forhåndsgodkendelse, før du tager af sted og have merit for dine fag, når du kommer hjem.
Det kan være en til tider lang – og måske lidt besværlig proces - at finde de rigtige fag på det udenlandske universitet, som kan indgå i din danske uddannelse, når du kommer hjem. Vi har derfor lavet et lille overblik over processen sammen med et par gode råd.
- Find ud af hvilke fag din danske institution kræver, du tager (hvis relevant)
Hvis du ønsker at meritoverføre dit semesterophold i udlandet til din danske uddannelse, når du kommer hjem igen, skal du søge om forhåndsgodkendelse via dit studienævn. Forhåndsgodkendelsen skal du desuden også bruge, hvis du ønsker at få udlandsstipendium som hjælp til at betale undervisningsafgiften på universitetet.
Det er derfor vigtigt først at finde ud af, hvilke fag du skulle have haft i det semester, du er af sted for derefter at finde tilsvarende fag på det udenlandske universitet, som du kan få forhåndsgodkendt.
Det er altid lettere at få forhåndsgodkendt valgfag fremfor obligatoriske fag. Derfor er det en god idé at tage ud på et semester, hvor du for det meste har valgfag. Typisk vil der være et semester i løbet af din uddannelse, som ligger mest op til at tage ud og læse. Hvis du er i tvivl om hvornår, det vil være bedst for dig at tage ud, så spørg studievejledningen på dit universitet.
Hvis dit semesterophold i udlandet ikke er en del af din danske uddannelse herhjemme, er det ikke nødvendigt for dig at søge om forhåndsgodkendelse. Men så er det heller ikke muligt at søge om udlandsstipendium.
OBS: Det er vigtigt, at du søger om forhåndsgodkendelse i rigtigt god tid, da mange studienævn kun har én ansøgningsfrist til forhåndsgodkendelser per semester. Så start tidligt.
- Tag udgangspunkt i det tilsvarende semester året før
Udbuddet af fag offentliggøres typisk sent i forhold til dit studieophold, det er derfor nødvendigt at tage udgangspunkt i det tilsvarende semester året før for at se, hvilke fag universitetet udbyder. Der vil ske ændringer i udbuddet af fag fra semester til semester, men de plejer ikke at være drastiske. Det er derfor også en god ide at få forhåndsgodkendt lidt flere fag, end du har brug for, hvis dit ophold skal indgå i din danske uddannelse.
- Vær kreativ i din søgning
Når du søger efter fag er det vigtigt at være kreativ i din søgning. Studieprogrammer er opbygget forskelligt fra institution til institution. Fagene har andre navne og ligger måske ikke på det fakultet eller på den afdeling, som du forventer.
- Brug forskellige søgeteknikker
Man kan typisk søge efter fag på forskellige måder: på keyword, på studieretningsniveau, på afdelingsniveau, på fakultetsniveau.
- Husk at du skal opfylde de faglige forudsætninger for det enkelte fag
Når du kigger på de enkelte fag, er det vigtigt at være opmærksom på hvilke faglige forudsætninger faget kræver – kaldet ”prerequisites”. Det vil typisk være, at man skal have haft et bestemt fag på universitetet. For dig betyder det, at du skal have haft noget tilsvarende – og kunne dokumentere det. Du kan normalt ikke tage et fag, som er faglig forudsætning (prerequisite) for et andet fag samtidig med det pågældende fag.
- Læs vejledningen til søgning i universitetets fagdatabase
På de enkelte universiteters profiler på vores hjemmeside kan du læse mere om hvordan man søger universitetets fagdatabase. Du finder informationen under punktet ”Hvad kan jeg læse?” og derefter ”Study Abroad (Semesterophold)”.
Hvis du har svært ved at finde rundt i fagdatabasen på det enkelte universitet, kan du med fordel ringe til os, mens du sidder foran computeren, så guider vi dig gerne.
- Tjek om der er særlige forhold der gør sig gældende
Der kan være særlige forhold, der gør sig gældende for din uddannelse. Vi har samlet de særlige forhold, vi er bekendt med, men tjek også med dit eget universitet, om der er noget, du skal være opmærksom på.
- Sæt tid af
Denne del af processen er for de fleste den mest komplicerede. Giv ikke op selvom det til tider kan virke frustrerende. Vi sender hvert semester mange studerende på studieophold i udlandet, så det kan lykkes, det kræver bare lidt benarbejde i nogle tilfælde.
- Kontakt os
Hvis det volder problemer, så er du altid velkommen til at kontakte os på vejledning@edu-danmark.dk eller på telefon 70 20 28 24.