Universiteter

Få overblik over hvor og hvad du kan læse
Australsk kultur kænguru på Griffith University
Brisbane Australien studieophold
EDU studerende i Australien

Martin: Opgraderede studielivet og styrkede netværket

Martin, der studerer jura på Aarhus Universitet, havde et ønske om at bosætte sig i udlandet, opgradere CV’et og studielivet samt udvide det sociale netværk. Derfor valgte han at læse et semester på Griffith University i Brisbane, Australien.

Fra 3 til 30 på 0,5

Introprogrammet, også kaldet Orientation Week, på Griffith University var med til at hjælpe Martin godt i gang på studiet – og her var der særligt fokus på det sociale aspekt. ”Universitetet gjorde meget for at få os til at ”bonde” med det samme. De havde arrangeret introduktioner, små lege, teambuilding-øvelser og lignende. På den måde kom man lidt tættere på dem, man skulle studere med,” fortæller Martin om de første par studiedage. ”Man mødte dem, man endte med at ses med i løbet af året, men det vidste man ikke på det tidspunkt. Og det betyder jo, at deres Orientation Week virker ret godt.”

En vigtig take away, som Martin tager med hjem fra sit ophold i Australien, er det sociale netværk, der er en væsentlig del af et Study Abroad-ophold. Martin blev hurtigt venner med tre tyskere, som han både var på weekendture med og holdte Spring Break med.

”Efterhånden som vi lærte hinanden at kende, blev gruppen større og større. Det var ikke kun de tre – lynhurtigt blev vi en gruppe på 30 mennesker på grund af nogle, der kendte nogle, som man endte med at blive venner med,” fortæller Martin om det hurtigt voksende netværk. Han understreger også, at samtlige internationale studerende, der er i samme båd som en selv, er interesseret i at få noget socialt op at stå. Derfor ikke er det ofte ikke så stor en udfordring, som man gør det til inden afrejse.

Tætte relationer til undervisere

På universitetet læste Martin forskellige jurafag såsom Public International Law, International Litigation og International Commercial Law, men han fremhæver International Arbitration, som han synes var særligt spændende. Martin fremhæver også underviserne, som både var inspirerende, passionerede og meget involverende. ”De ville virkelig, at det gik os godt. Og de forsøgte at skabe en tæt relation ved at snakke og diskutere med os, og ikke bare slavisk komme igennem dagens pensum.”

Til et af fagene bemærkede Martin, at der var meget få fremmødte. ”Der var ikke så mange til undervisningen, men til gengæld lyttede de med online. Man kunne sagtens blive hjemme, når nu det alligevel blev smidt op på nettet. Det var fedt med den mulighed, men det var ikke noget, jeg selv gjorde brug af.” Det overraskede Martin, da han til eksamen bemærkede, hvor stor en del, der havde gjort brug af dette tilbud. ”I et af fagene var vi cirka 10, der mødte op til undervisningen. Da jeg mødte op til eksamen, sad der 40 mennesker i lokalet, så der var en del, der havde fulgt med hjemmefra i løbet af semesteret.”

Eksamensformen gav større motivation

Et punkt, som Martin fremhæver, er forskellene mellem eksamensformen i Danmark og Australien. I Australien er de afleveringer, man laver i løbet af semesteret, nemlig en del af den samlede afsluttende karakter i faget. ”Jeg synes det er en meget bedre måde at gøre det på, da det dels giver en anden motivation for at følge med undervejs og dels gør det også, at du ikke ender med at sidde begravet i eksamenslæsning måneden op til eksamen. I Danmark bliver dit semester afgjort på 20 minutter, og hvis du er nervøs eller har en dårlig dag, kan det være ret afgørende for fremtiden,” fortæller Martin.

”Jeg er blevet udfordret og beriget”

Fra starten havde Martin fokus på, at et udlandsophold ville pynte på CV’et, men efterfølgende har det også åbnet op for hans muligheder. ”Hvis jeg bliver ansat i en virksomhed, som både arbejder internationalt og har kontorer i flere lande, så føler jeg, at jeg vil kunne byde ind med noget. Om ikke andet så forståelsen af at bosætte sig i udlandet, prøve at klare mig på egen hånd og sætte mig ind i en ny kultur. Det må være en positiv ting,” siger Martin.

Efter Martin er vendt tilbage til Danmark, kan han se store fordele i sit udlandsophold, som han blandt andet betegner som en personlig udvikling, der kan gavne ham senere i livet. ”Mit engelske er blevet bedre og socialt er jeg blevet udfordret og beriget rigtig meget på samme tid. Og så ser det også godt ud på CV’et.”

Gør som Martin

Er du blevet inspireret af Martins historie? Vil du gøre ham kunsten efter og også styrke dit sociale netværk, dit CV eller udvikle dig personligt? Tilmeld dig et af vores (gratis) infomøder - find et møde nær dig i vores kalender