Rejsen til New Zealand forandrede Rebeccas liv
Det var med et mål om at udfordre sig selv, at Rebecca rejste til Auckland i New Zealand for at læse på AUT University. Her kunne hun lære noget for sig selv – og få nye venner fra hele verden.
Rebecca Toft vidste godt, da hun sad i flyet mod New Zealand, at hun var på vej mod en af sit livs store udfordringer.
Snart skulle hun bruge et helt semester på Auckland University of Technology (AUT), et universitet i New Zealands største by, Auckland. Et helt semester på den anden side af jorden, langt væk fra hverdagen på medialogi-uddannelsen i Aalborg.
”Jeg har altid været lidt genert, men jeg valgte at se det som en udfordring. Det var en chance for at udvikle mig og lære noget om mig selv, og det var blandt andet derfor, jeg overhovedet tog afsted,” forklarer Rebecca.
Stærkt studiemiljø på campus
Noget af det, der gør AUT til noget særligt, er muligheden for at leje boliger af selve universitetet. De boliger betyder nemlig, at en stor del af AUT’s 24.000 studerende bor på campus. Det skaber et enestående og stærkt studiemiljø.
”Det er en rigtig god start, at man bor på campus. Helt automatisk kommer man til at tale med andre studerende. Jeg kunne hurtigt mærke, at jeg blev bedre til det,” fortæller Rebecca.
Blandt andet blev Rebecca gode venner med sin roommate, ligesom hun fik en god veninde fra Norge.
”Hun bliver helt sikkert en, jeg kommer til at se i fremtiden,” siger Rebecca.
Auckland: Perfekt base for uddannelse og oplevelser
Med sin beliggenhed midt i New Zealands største by er AUT en perfekt base, hvis man vil blande uddannelse med oplevelser. Sammen med sine nye venner brugte Rebecca weekenderne på at se de sorte strande tæt på Auckland, ligesom hun både besøgte Fiji og flere af de andre byer i New Zealand.
”Og så kom jeg med i en rollespilsklub med nogle af de andre studerende. Jeg har egentlig kun spillet en enkelt gang i Danmark, men det var fedt at være med. Det var jo en god chance for at lære nogle nye mennesker at kende,” siger Rebecca.
På den måde greb Rebecca chancen og løste den udfordring, det var at rejse om på den anden side af jorden og stå på egne ben. I dag er hun ikke i tvivl:
Det var det hele værd!
Vil du også til New Zealand og udfordre dig selv?
Hør mere om dine muligheder i New Zealand og på Auckland University of Technology ved at skrive til os på vejledning@edu-danmark.dk eller ved at ringe til os på 70 20 28 24. Vi glæder os til at hjælpe dig (helt gratis)!