Universiteter

Få overblik over hvor og hvad du kan læse
Gardens by the bay singapore
EDU studerende i Singapore
James Cook University Singapore campus
Gardens by the bay singapore

Hvorfor gider vi betale Skat i Danmark?

Der er gang i Emil, han har en ustyrlig og helt naturlig nysgerrighed. En nysgerrighed på nye ting. Han nåede kun lige at afslutte sin professionsbachelor i juni sidste år, for så akkurat at ha' to uger til at pakke sit habengut sammen og flytte på den anden side af jorden. Ikke bare for et semester, men for et helt år. Emil læste en PBA i danmark, og kom ikke på udveksling i den ombæring, da han ikke rigtig kunne matche sine fag. Derfor var beslutningen om at ville ud egentlig også ret nem for ham, da han lettere spontant søgte til Singapore.

“Jeg tænkte, det kunne være sjovt at komme ud. Så det var egentlig en blanding af mange ting, tror jeg. Jeg ville gerne afsted, og man kan jo gøre det på et år her på JCU, og det er jo tiltalende af flere grunde,” siger Emil.

Asien var heller ikke et helt tilfældigt valg. Han ville gerne langt væk, og det kan man jo sige, Asien er, så det måtte være noget for Emil. 

“Det er jo dyrt, men det er alligevel ikke USA eller Australien priser, vi taler. Dog er det et Australsk universitet, så man får stadig en vestlig uddannelse med sig, og det rangerer egentlig relativt okay på listerne, og så er det bare et spændende land. Så det var en god blanding af en masse ting, synes jeg,” siger Emil.

Hjemme godt - verden bedre

Emil er lidt af en globetrotter, eller måske bare dét, man kan kalde spontan, nysgerrig, åben og en meget flytbar type. I hvert fad har han boet flere steder i Danmark, og ser sig selv som meget flytbar, hvilket er noget, der tiltaler ham meget.

“Dét der med en tankegang om, at man kan komme ud og se andre områder, tiltaler mig meget. Jeg har egentlig altid haft lyst til at bo i et andet land og ikke bare være på besøg nogle uger, og jeg har boet mange steder i Danmark, fordi jeg gerne vil se og opleve noget andet,” siger han.

Emil er dog også usikker på, hvor flybilletten skal bookes til efterfølgende. Hans kæreste bor nemlig i Spanien, så hvis tingene flasker sig, kan det meget vel være dér, turen fra Singapore slutter - når den altså slutter, for lige nu, er den kun lige begyndt. Men det er endnu uvist, for planlægning er ikke Emils stærkeste side (eller også er det netop lige præcist dét, der er stærkt, at han ikke planlægger). 

“Jeg har ikke lavet en plan, for det har jeg sgu aldrig været så god til. Jeg tænker ikke fem år frem, for man ved aldrig, hvad der sker, så jeg tager det rimelig meget, som det kommer,” siger Emil.

Lige pt. står valget nok mellem de tre destinationer. Singapore, Spanien eller Danmark - eller i hvert fald et sted i Europa, og det er nok én af de to første, der bliver en realitet for Emil, medmindre der kommer en sindssyg mulighed, som han ikke kan sige nej til herude. Og det ved man jo aldrig. 

Større synsvinkel

Det gi’r rigtig meget at være udenlands, uanset hvor i verden, man ender. For Emil har Singapore også givet et andet syn på den danske tilværelse, som man med danske briller måske ikke opdager, når man går midt i det derhjemme. 

“Man indser mange ting, når man er udenlands. Det går pludselig op for én, hvor heldige vi er hjemme. Også selvom tingene fungerer upåklageligt her - til tider nærmest for godt. Måske betaler de lidt i skat her, men så bliver det ligesom semesterstart, og så skal man betale tuition fee, og så går det op for én, hvor godt vi har det hjemme.

Problemer er jo relative. Nå man brokker sig over alt det leverpostejsagtige, så tænker man lige over, hvor godt tingene fungerer hjemme, og så er det sgu okay at betale sin skat, når man bl.a. får gratis uddannelse for det. Man har brug for at blive rusket og få sat tingene lidt i perspektiv og det gør man bestemt, når man er ude. Det er godt at få udforsket og udfordret sine holdninger lidt,” siger Emil.

“Hvis man sammenligner med resten af Asien, er det meget vestligt, men hvis
man sammenligner med Danmark, så er NemId pludselig ret fedt."

"Man kan pludselig savne NemId. Tænk sig, at det kan lade sig gøre," griner han. 

Emil har også fået udfordret sine holdninger og synspunkter på JCU. I en politisk time blev der bl.a. diskuteret skat, og hvorvidt det er en god eller dårlig idé at betale dén slags. 

"Inderne kunne slet ikke forstå, hvorfor vi gider betale skat i Danmark. Det gider de ikke, fordi der er en masse korruption, så de lader bare være. Jeg forsøgte at fortælle, at der ikke findes korruption på den måde i Danmark, men det forstår de ikke, fordi de ikke har oplevet andet, så de har bare bestemt sig for, at sådan er det, og derfor er det svært for dem at sætte sig ind i. Vi er uenige, men hvorfor er vi egentlig det? Det får man virkelig et helt andet syn på her, for måske er vi i bund og grund ens, hvis vi altså var flasket op på samme måde. Man får virkelig tingene på et helt andet niveau her," siger Emil.
 

Ny dag, hver dag - eller ny hverdag?

Selvom Singapore er spændende, så føles det næsten som hverdag for Emil efter godt et halvt år. Dog stadig en meget anderledes hverdag. 

"Danmark er Danmark, og der sker ikke altid så meget. Her er altid noget at fortælle om, noget at opleve og noget nyt at se. Det føles indimellem som om, det står lidt stille derhjemme," siger Emil.

Og netop dét kan han godt lide. At opleve nye ting, og at hverdagen stadig er ny og anderledes. Det er nemlig en af de kæmpestore ting, ved at tage ud. Der sker nye ting konstant. Det gør det måske også derhjemme, men man opsøger og udfordrer det ikke på samme måde, som når man er 'tvunget' til det. Og så gør det jo ikke noget, at termometeret også følger med, så man ikke skal igennem den årlige, semideprimerede tilstand, der hersker hjemme i flere måneder. 

"Når man lige får ringet hjem og alle sidder i store trøjer og pis’ fryser, og jeg har min aircon kørende på 25 grader for at klare det - og det er endda lidt koldt, så er det hele virkelig til at holde ud,” griner Emil.

Emil har været en del i Sømandskirken i Singapore, som er et form for samlingssted for danskere i Singapore, hvor der ofte er events af forskellig art. Et sted, der virkelig er fedt, hvis man savner lidt dansk, eller hvis man bare gerne vil møde en masse spændende mennesker, der er her af 27 forskellige årsager. Og så kan man altid få en rugbrødsmad, hvis man virkelig trænger - og det gør man indimellem. 

“Jeg var helt oppe at køre over at få en rugbrødsmad. Det havde jeg ikke fået i fem måneder, og jeg spiste altså relativt meget rugbrød som studerende."

  • Tag afsted 
    Alt kan lade sig gøre, og hvis du har den mindste lyst, idé eller drøm, så gør det. Uanset om du er "gammel" ligesom jeg er - man kan også både tage mand, kone, kæreste og børn med. Og så kan meget lade sig gøre. Mit valg var ret spontant, og jeg havde to uger til at pakke, flytte og sige farvel. Det kan man snildt. 
  • Perspektiv på tingene 
    Det er sundt at blive 'rusket' lidt og få perspektiv på tingene. Det leverpostejsagtige derhjemme, som man altid brokker sig over er måske i bund og grund meget fint. Det går i hvert fald op for én, når man er væk. 

Vil du høre mere om Singapore? 

Kontakt vores JCU vejleder Stephanie, så hjælper hun dig videre.