Singapore: en unik kombination af Øst og Vest
Liselott tog til Singapore for at blive klogere på, hvad det egentlig var, der rørte sig i eksotiske Asien – både kulturelt og fagligt. Asien har altid draget hende, men hendes mange rejser har ikke ført hende langt nok østpå, før nu. ”Jeg vidste ikke forfærdelig meget om Asien. Det var derfor, jeg valgte at tage derud,” forklarer Liselott, og grunden til, at Study Abroad destinationen netop blev bystaten Singapore, skyldes, at Singapore er en af de rigeste og mest højtudviklede byer i Asien. Som Liselott siger det: ”Singapore er denne her meget fine kombination af øst og vest.”
Bæredygtig inspiration til specialet
”På vores uddannelse bliver vi opfordret til at tage ud,” fortæller Liselott. Men da der ikke var ret mange udvekslingspladser at søge på Operations and Innovations Management på Aalborg Universitet, København, hvor Liselott læser til civilingeniør, tyede hun til EDU. Liselott tog sit sidste semester før specialet på JCU Singapore og valgte at benytte lejligheden til at tage en helt anden type fag end hendes uddannelse ellers har bestået af. Særligt faget ”Sustainable Enterprise” fangede hende, og hun er lige gået i gang med at skrive sit speciale om netop bæredygtighed – et område, hun ikke havde beskæftiget sig med, før hun startede på JCU Singapore.
”Helt vildt meget mere real life end herhjemme!”
Langt størstedelen af de studerende Liselott tog fag sammen med på JCU Singapore var fra Indien, Kina, Indonesien, Fillippinerne og andre asiatiske lande. ”Man kan godt mærke, at man har forskellige baggrunde, og det kommer især til udtryk i gruppearbejdet,” fortæller Liselott. Men det var netop for at udfordre sig selv og lære af de kulturelle forskelle, at Liselott var taget af sted. ”Det var bare om at kaste sig ud i det,” griner hun. Noget af det Liselott fremhæver som det fedeste ved JCU Singapore, var undervisningens forankring i den virkelige verden. ”De skal have ros for, at de bruger meget praktiske eksempler i deres undervisning, og det gjaldt faktisk i alle fag. Helt vildt meget mere real life end herhjemme! Selvfølgelig er der en masse teori, man skal igennem, men det handler meget mere om applicability – at kunne bruge det,” fortæller Liselott engageret.
På med slips, skjorte og løbesko
Stilen på JCU Singapore er noget mere formel, end Liselott er vant til fra Danmark, og det kom bag på hende, at det indimellem var påkrævet at iføre sig det store businessskrud – selvom der var 35 grader udenfor. ”Til timerne, når man skal fremlægge, skal man have jakkesæt, slips og skjorte på,” fortæller Liselott, der dog føler sig bedre tilpas i løbetøj.
JCU er i skrivende stund i gang med at flytte campus, men det campus, som Liselott læste på, lå i et meget lokalt område, 20-25 minutter fra den hektiske storbystemning, der præger centrum af Singapore. Liselott og hendes kæreste boede tæt på campus, ved siden af et af de steder, som Liselott savner mest ved Singapore. ”Der er det her MacRitchie junglereservat. Det er det sidste stykke jungle, der er i Singapore. Der er vilde aber, leguaner, slanger og alt muligt derude. Jeg boede lige ved siden af, så der løb jeg rigtig meget ovre. Det var virkelig fedt, at man også ligesom kunne få lidt frisk luft ovenpå storby Singapore, som det jo er de fleste steder,” forklarer Liselott.
Liselott og hendes kæreste fik kridtet løbeskoene mere end de fleste når på et Study Abroad ophold. De trænede op til at løbe Marathon Singapore med en flok lokale: ”Vi fandt en lokal løbegruppe, som vi løb sammen med en gang om ugen,” fortæller Liselott, der tidligere har dyrket triatlon på høj niveau og gennemført både halve og hele Ironman samt et par maratonløb. Men hun havde på forhånd besluttet, at i Singapore ville hun fokusere mere på skolen end på sporten. Men som hun selv siger: ”Der er altid tid til at løbe.”
"Asien er ikke bare Asien længere"
Når Liselott gør status over sit ophold i Singapore, er noget af det fedeste, hun har opnået, ikke sin maratontid. Den har hun klaret meget bedre andre steder. Men det nuancerede indblik i Asien og den afmystificering af diverse asiatiske kulturforskelle, som hun ikke kunne have opnået ret mange andre steder, er det, der har gjort den helt store forskel for Liselott. ”Nu er Asien er ikke bare Asien længere. Nu kender jeg forskellene på Kina, Japan, Indonesien, Fillippinerne, Indien osv., hvor jeg før havde en tendens til at skære alle de asiatiske lande over en kam. Og jeg håber virkelig, at jeg kan bruge denne indsigt i fremtiden i forbindelse med min karriere,” fortæller Liselott med et smil.
Hvordan fik Liselott råd?
Liselott fik udlandsstipendium, SU og SU-lån til sit ophold. Hun brugte lang tid på nøje at udvælge de legater, som passede perfekt til hendes profil. Det viste sig at være en god taktik. Hun søgte syv legater og fik de fem på i alt 53.000 kr.
Selvom leveomkostningerne er relativt høje i Singapore, fik hun råd til at rejse rundt i Sydthailand før semestret startede og var et smut på Fillippinerne i læseferien.
Tjek om JCU Singapore er noget for dig
Vi har lavet en artikel, der opsummerer noget af det bedste, som JCU Singapore har et byde på - bl.a. et spritnyt campus. Tjek om JCU Singapore er noget for dig.