Universiteter

Få overblik over hvor og hvad du kan læse
Caspers semester på JCU Singapore

Singapore - et interkulturelt møde mellem øst og vest

Inden Casper Skjold Nielsen begyndte at læse HA (IT.) på Handelshøjskolen i Aarhus, backpackede han jorden rundt i fire måneder og besøgte blandt andet Sydafrika, Singapore, Borneo, Malaysia, Australien, Fiji og USA på sin vej. Rejsen gav Casper smag for at opleve forskellige dele af verden, og han vidste, at han ville studere i udlandet, når muligheden bød sig.

Til at begynde med forestillede Casper sig et semester i New York eller London, men han valgte i stedet at læse på James Cook University i Singapore (JCU Singapore), østaten ved sydspidsen af Malayahalvøen – det mindste land i Sydøstasien.

”London og New York ligger kulturelt ret tæt på Danmark. Det ville blive for vestligt. Singapore derimod er den perfekte kombination af asiatisk og vestlig kultur. Jeg har ikke rejst særlig meget i Asien før og vidste ikke, hvad jeg ville synes om kulturen. Singapore er et godt springbræt til resten af Asien. Der er asiatiske værdier, men byen er stadig vestligt præget. Den er ikke helt ny, men samtidig rigtig spændende,” forklarer Casper.

En af Caspers danske forelæsere anbefalede ham at vælge bachelor-studieophold ud fra kulturelle oplevelser og i stedet have et fagligt fokuseret semester i udlandet på kandidaten. Og det var netop muligheden for at få en ikke-vestlig kultur ind under huden, der trak i Casper. Derfor spillede Casper på universitetsholdet i fodbold og meldte sig også til et 10 ugers introduktionskursus i mandarin – ét af de officielle sprog i Singapore.

”Det kunne være sjovt at have en lille forståelse for sproget, så jeg tænkte, nu prøver jeg det af. Måske kan jeg bruge det senere, selv om det jo er begrænset, hvad jeg kunne nå at lære på 10 uger”.

Forståelse af ikke-vestlige normer

Mødet mellem østlig og vestlig kultur går igen i mange af Caspers oplevelser. Blandt andet gav studielivet ham indblik i, hvordan asiater tænker – og hvorfor.

”Når studerende fra Asien svarer på en forelæsers spørgsmål, er det meget teoretisk og “by the book” – de siger nøjagtig, hvad der står i bogen! Os vesterlændinge har derimod lært at have en problemløsende og kritisk tilgang til tingene. Det var meget specielt at opleve den meget anderledes studiemetode, og det krævede meget tilvænning. Men det var samtidig rigtig fint at få indblik i, hvordan asiater gør og tænker. Det har givet mig en forståelse for, hvorfor folk fra andre verdensdele er, som de er – og hvordan jeg derfor skal agere i forskellige sammenhænge, sociale og forretningsmæssige”.

Casper nævner et foredrag på JCU om korruption, hvor forelæseren spurgte, hvor mange af de studerende der kender til korruption. En del asiatiske studerende rakte hånden op. Næste håndsoprækning viste, at de samme studerende ville acceptere korruption.

”Det er jo et spørgsmål om normer. De anskuer korruption som en del af det at føre en forretning. Men det gør dem jo ikke dårligere mennesker – de er bare vant til det, og det er en del af deres verden”.

Masser af kultur og rejser

Inden Casper vendte snuden hjem til Danmark i begyndelsen af 2013, holdt han den sommerferie, han ikke nåede at holde før studiestart på JCU. Denne gang gik den knap 3 måneder lange tur til Bali, Borneo, Filippinerne, Vietnam, Thailand og Hong Kong. Også mens Casper læste på JCU, udnyttede han, at Singapore er en billig destination at rejse fra. I løbet af sit trimester blev det til tre weekendture til Malaysia, herunder en forlænget weekend i hovedstaden Kuala Lumpur, og en mountainbiketur på en af øerne ud for Singapore.

Når Casper tænker tilbage på sit studieophold på JCU, er det netop de kulturelle oplevelser, der har fyldt meget og efterladt store indtryk. Derudover har studieopholdet givet ham et stærkt, internationalt netværk.

”Jeg har fået en masse internationale bekendtskaber, kontakter og venskaber. Det er en fed oplevelse at skabe venskaber på tværs af landegrænser. Mit netværk et ikke kun blevet større, men bredere, og jeg tror bestemt, det kan komme mig til gavn senere. Hvis jeg for eksempel beslutter mig for at læse en Master i et andet land eller arbejde i udlandet, så er der helt sikkert nogle af mine bekendtskaber og venner fra JCU, der vil gøre, hvad de kan for hjælpe mig.”

Fotos fra JCU

Se fotos fra Caspers ophold på JCU i efteråret 2012 på EDUs Facebook

Skrevet af Christel Damsbo-Madsen