Universiteter

Få overblik over hvor og hvad du kan læse
Singapore studieophold
EDU studerende i Singapore
James Cook University Singapore campus
Asiatisk kultur i Singapore
EDU studerende i singapore

Smuk, smukkere, Singapore

Anders og Kims mavefornemmelser sendte dem på den anden side af jorden i intet mindre end 1,5 år. Væk fra faste jobs, den hjemlige, aarhusianske atmosfære, familie, lejlighed, venner og afsted mod noget, de kun kendte meget lidt til. Noget, de begge kun havde snuset en my til hver især 15 år tidligere på en rejse i Sydøstasien. Men også noget, som gjorde dem begge ret hooked på en asiatisk adventure-tur.

"Der er kæmpestor forskel på at besøge et sted, og bo et sted." 

At valget lige faldt på Singapore og James Cook University, var lidt tilfældigt og så alligevel langt fra. Det var uddannelsen, der destinationsbestemte for dem. Anders kunne nemlig få dobbeltuddannelse på JCU på kun 1,5 år. En kandidat indenfor IT og business oveni, som selvsagt gav ham et lidt mere businessagtigt syn på sit ingeniørstudie. 

"Siden jeg færdiggjorde ingeniørstudiet i Aarhus, har jeg arbejdet, og det har jeg faktisk været rigtig glad for, men tiden var der bare. Jeg følte ligesom, jeg havde kandidaten i baghånden, som en undskyldning for at komme lidt væk, hvis trangen blev for stor - og det gjorde den så," siger han. 

“Jeg ville gerne blive i IT branchen, så det kunne jeg specialisere mig i, og samtidig få businessdelen oveni, så jeg ligesom har begge dele. Og det var i den retning, jeg gerne ville, så det gav super meget mening,” siger Anders.

Heldigvis var Anders' kone, Kim, fuldkommen med på dén idé, også selvom det var hende, der skulle med som "det tynde øl" i flokken. 

 

Worst case - ikke så værst endda

Forskellen på at besøge et sted og bo et sted er selvsagt rigtig stor, og følelsen af at bo i udlandet, tiltrak dem begge to, og derfor blev de enige om, de måtte slå til. De skyldte simpelthen hinanden at afprøve et udlandseventyr sådan for alvor. Lidt mere end 'bare' at rejse i en periode. 

Anders og Kim talte om, hvad der ville være worst case ved at drage SÅ langt væk i SÅ lang tid, inden de tog afsted fra Aarhus. Ret hurtigt blev de enige om, at det værste, der kunne ske, ville være, at de måtte "give op" og tage hjem igen - og endnu hurtigere blev de enige om, at hvis dét var det værste, der kunne ske, så var det vist ikke så værst endda. Inden de nåede at tænke sig videre om, havde de begge opsagt lejligheder og stod med en enkelt billet til Singapore. Og så gik det først rigtig stærkt. Singapore trak nemlig i dem. 

"Det var noget, vi havde snakket om, så det skyldte vi os selv at afprøve. Og det har været så fedt. SÅ fedt," siger Anders. 

Asiatisk alsidighed 

“Singapore er jo et spændende land i den forstand, at der er så mange forskellige mennesker og kulturer, der er sat sammen. Det er unikt, råt, smukt, stort, farverigt, finurligt, og det synes jeg er super fedt. Jeg glædede mig allerede til det inden vi tog afsted, selvom jeg ikke helt vidste, hvad jeg gik ind til, og jeg er bare blevet bekræftet i det efterfølgende. Det fungerer bare, og det er super fedt,” siger Anders.

Anders og Kim er imponerede over, hvordan tingene bare fungerer i Singapore. Et land (eller bystat) på størrelse med Bornholm men med flere mennesker, end hele Danmark huser - i alt. Der er multikulturelt overalt. Farverigt, finurligt, sjovt, smukt - Singapore er alting og dér imellem. Meget mere end betonbyggerier, biler og businessfolk. 

"Hvis man er bare det mindste åben, får man så mange nye venner og bekendskaber. Vi bor faktisk ret lokalt, hvilket er mega fedt. Vi spiser ofte ude, og det er lokalt. Det er både billigere og lækrere og alting er bare så nemt her," siger Anders. 

Endnu en ting de to har været svært tilbøjelige til, er at rejse en hel del. Singapore er så logistisk perfekt placeret, at det bare er nemt, og med asiatiske priser er det svært at sige nej til. 

"Vi har også rejst sindssygt meget på 1,5 år - det er faktisk blevet til ni forskellige lande på det sidste år. Så bliver det lige til 14 dage i Japan, 14 dage i Filippinerne, 14 dage her og der, en forlænget weekend i Bangkok osv. Det er bare så nemt. Og billigt. Så det har vi virkelig bare udnyttet til fulde," siger Anders.

Spontanitet i Singapore

Opholdet i Singapore har lært Anders og Kim meget - og hvor klichefyldt det end lyder, så har de ikke bar lært andre kulturer at kende, de har faktisk nærmest lært mere om dem selv, end om nogle andre. Og specielt én ting, har de lovet hinanden, at de vil tage med sig hjem. 

"Vi har snakket om, at vi har været gode til at gøre ting i Singapore. Vi tilsidesætte eller udsætte ikke ting, som vi måske normalt har en tendens til. Fordi vi ved, vi kun er her i på normeret tid, så skal vi gøre de ting, vi gerne vil, for det er ikke sådan noget med 'det kan vi altid gøre'," siger Anders.  

Det har gjort, at parret har skåret gevaldigt ned på ellers ganske hyggelige Netflix and chill-aftener, og er mere handlekraftige, end man måske har tendens til at være i dagligdagen hjemme. 

"Vi gør ting, er mere spontane, proaktive og ja, bare gode til at gøre alvor af tingene i stedet for at snakke om det. Vi kommer ud at rejse osv., vi kommer virkelig ud af døren, og det har vi snakket om, at vi gerne vil tage med tilbage. Der er jo mange steder i Danmark og mange ting at se i/omkring Danmark. Det får vi bare aldrig gjort, fordi vi bor i Danmark, og har den der tilgang, at 'det kan vi jo altid gøre' - men hvorfor bliver det 'altid' til virkelighed? Det har vi tænkt os at ændre på," siger Anders.  

"Det er en sjov holdning, som vi er bevidste om, at vi skal gøre noget ved. Vi vil helt klart få tingene gjort i stedet for bare at snakke om det," siger Anders. 

En stor Singapore-souvenir 

Den eneste udfordring for parret - hvis man kan kalde den det - har været, at Kim i starten havde en anelse svært ved at finde job. Som uddannet sygeplejerske fra Danmark, var det lidt svært, da forholdene, reglerne osv. i Singapore ikke er helt det samme, så hurtigt måtte hun skifte kurs. 

"Hun er uddannet sygeplejerske og dygtig til sit job, og hun kom fra et godt job i Aarhus, så at rykke det op ved rode, flytte så langt væk og ikke vide, hvad man gik ind til, det var måske en anelse angstprovokerende," siger Anders. 

Det lykkedes dog alligevel Kim at få det fulde ud af oplevelsen på egen konto også. Hun ændrede kurs i jobsøgningen og trak sin gamle tjenererfaring op ad hatten, og så endte hun endda med at arbejde et ret så fedt sted. Kim var nemlig med til at starte en restaurant og skybar op på det meget populære og eksklusive Marina Bay Sands - jeps, det ikoniske hotel i Singapore, der nærmest figurerer på alle billeder fra byen. Dér fik hun job, helt oppe under skyerne med udsigt over millionbyen.

Og så kan man vist godt sige, at de begge har fået en lidt ekstra speciel Singapore-souvenir med hjem. Kim er nemlig blevet gravid, så et lille Singaporeansk mirakel ser snart verden. 

 

Anders' anbefalinger; 

  • FÅ TING GJORT
    Det lyder simpelt, og det er det egentlig også. Det svære er at gøre alvor af det. Vi har alle tendenser til at udskyde ting og bare "gøre det en anden dag," men ofte bliver den dag også udskudt. På normeret tid i udlandet, bliver du tvunget til at gøre de ting, du gerne vil, i hvert fald hvis du vil nå det. Det er en virkelig god læring, som vi virkelig vil tage med hjem og forsøge at føre ud i livet hjemme også. 
  • VÆR ÅBEN 
    Også hvis du normalt er åben - vær lige lidt ekstra åben, når du er i udlandet, så får du meget mere ud af dit ophold - uanset hvor i verden, du er. Spis lokal mad, tal med lokale, det vil virkelig hjælpe dig til at få en helt anden og unik følelse af, at du rent faktisk bor og lever i et fremmed land - som er dit hjem for en stund. Udnyt det, tag imod anbefalinger, hjælp, tips, hjælpsomhed - alt. 
  • GØR DET
    Hvis du har drømt om at læse i udlandet bare én gang og hvis du har 1 % lyst til det, så gør det. Lige pludselig er det måske for sent, og det kan ikke sammenlignes med noget som helst andet. Det skal bare opleves. Det værste der kan ske er, at du må tage hjem igen, men lur mig om du ikke klarer den - det er jeg ret sikker på og de oplevelser du får, følger dig resten af livet. 

 

Er du blevet lidt lun på Singapore? 

Skriv til vores JCU vejleder Stephanie, så hjælper hun dig videre til den asiatiske perle

Du kan også blive klogere på JCU og Singapore ved at besøge universitetsprofilen lige her ⤸

Læs mere om Singapore her